En 71-årig mand er sigtet for tirsdag formiddag at have overfaldet en jævnaldrende kvinde på en sti i Vordingborg, tvunget hende ind i en bil og kørt rundt med hende i to timer.
Han skal også have slået hende og tvunget hende til at overføre penge til hans konto.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i dets døgnrapport. Overfaldet skal være sket tirsdag formiddag på en sti ved Algade i Vordingborg.
- Her blev hun tvunget ind i en bil, og i de næste to timer kørte den anholdte rundt i lokalområdet med hende, hvor han truede hende, slog hende i hovedet og tvang hende til at overføre penge til hans bankkonto.
- Der var tilsyneladende uoverensstemmelser efter et tidligere kæresteforhold, der førte frem til overfaldet, skriver politiet.
Manden blev anholdt torsdag klokken 13.32.
En anklager ventes ved et grundlovsforhør fredag klokken 11 i Retten i Nykøbing Falster at kræve manden varetægtsfængslet.
Det er ikke oplyst, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/