Den 35-årige amerikanske skønhedsdronning, Andrea Andrade, er gået bort efter en årelang kamp mod tarmkræft. Det skriver People.
Som bare 26-årig fik Andrea Andrade den knusende besked fra lægerne, at hun havde mellem seks måneder og to år tilbage at leve i. Mod alle odds formåede den amerikanske skønhedsdronning dog at leve ni år mere. Ni år, hvor hun både nåede at blive gift med sit livs kærlighed, Chris Wilson, og vinde adskillige skønhedskonkurrencer.
Kort efter jul gik det dog hurtigt ned ad bakke for den unge kvinde. Hun blev indlagt, og den 16. januar sov hun stille ind, omgivet af sine nærmeste.
Ifølge People brugte den amerikanske skønhedsdronning sin sygdom til at hjælpe andre, især kræftramte børn via velgørenhedsorganisationen "Not all heroes wears capes", som hun stiftede med sin mand.
Hvad er symptomerne på tarmkræft?
Andreas historie er desværre ikke enestående. Mens flere overlever tarmkræft, er der ifølge Kræftens Bekæmpelse en stigning blandt unge, der får diagnosen, som ofte opdages for sent, fordi symptomerne forveksles med almindelige maveproblemer.
Det er livsvigtigt at lytte til de små advarsler fra maven, som vi ofte har tendens til at affeje som "bare lidt mavebesvær". Ifølge sundhed.dk er et af de mest klassiske tegn på tarmkræft, at dine toiletvaner ændrer sig uden en åbenlys forklaring. Det kan være alt fra skiftevis forstoppelse og tynd mave til en følelse af, at tarmen aldrig bliver helt tømt.
De vigtigste symptomer er blødning fra endetarmen eller ændrede afføringsvaner.
Andre symptomer og tegn kan være:
lav blodprocent
mavesmerter
uforklarligt vægttab
udtalt træthed
Søg altid læge, hvis du oplever blødning fra endetarmen, ændrede afføringsvaner, udtalt træthed, mavesmerter og almen utilpashed eller uforklarligt vægttab.
Kilde: Sundhed.dk