Et dybt tragisk dødsfald har rystet England. En blot 13-årig, ellers rask dreng, mistede mandag livet efter, han var blevet smittet med COVID-19. Han er den yngste, der er død med coronavirus I England.
Ismail Mohamed Abdulwahab boede i Brixton i det sydlige London. Efter han begyndte at udvise symptomer på at være smittet, blev han indlagt på Kings College Hospital med vejrtrækningsproblemer.
– Han blev lagt i respirator og derefter i kunstig koma, men døde mandag morgen. Så vidt vi ved, havde han ingen andre problemer med sit helbred. Vi er knuste af sorg, siger familien i udtalelse til den britiske avis The Mirror.
Hospitalet har siden bekræftet dødsfaldet.
– En 13-årig dreng, som var testet positiv for COVID-19, er desværre død. Vores tanker og kondolencer går til hans familie, udtaler en talsperson fra hospitalet til avisen.
På grund af hans unge alder og det, at han ikke havde andre sundhedsmæssige problemer, skal han nu obduceres, inden familien kan få lov til at begrave ham.
Rørende indsamling
Allerede mandag begyndte en indsamling til begravelsesomkostningerne på GoFundMe. Familien bad om 4.000 pund, som svarer til 33.500 kroner, men indsamlingen har allerede oversteget det beløb. Der er nu samlet langt over 400.000 kroner ind til den sørgende familie.
1.789 mennesker har nu mistet livet i England med coronavirus, mens der er konstateret 25.150 tilfælde af smittede.