Facebook pønser på at bygge et stort datacenter ved den vestjyske landsby Andrup, hvor de lokale lodsejere kan gå en gylden fremtid i møde, hvis den amerikanske gigant skriver under på en aftale.
JydskeVestkysten har regnet sig frem til, at den gennemsnitlige handelspris per kvadratmeter jord ligger på 100 kroner, hvilket er ensbetydende med en rund million kroner per hektar.
Dertil kommer, hvad teknologi-giganten betaler for eventuelle bygninger på jorden omkring fem kilometer øst for Esbjerg.
Passer tallene, så kommer Facebook til at investere 214 millioner kroner i jord alene.
Kartoffelavler Gunnar Rask Jensen er den største jordbesidder i området, da han ejer godt 800.000 kvadratmeter. Han står dermed til at indkassere omkring 80 millioner kroner, og ligesom de øvrige lodsejere, som JydskeVestkysten har haft kontakt med, så ønsker han ikke at udtale sig om den mulige handel.
Esbjerg Kommune gav for få uger siden grønt lys til byggeprojektet fra Facebook, der dog ikke er kommet med en officiel udmelding i sagen. Dét bekymrer dog ikke borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
- Det er helt normalt, at man sikrer sig, at formalia og forudsætninger er på plads, inden man underskriver en handel, siger han til JydskeVestkysten.