Står aftenens menu på suppe med flute, er der en god grund til at tjekke brødet en ekstra gang. I hvert fald hvis du har tænkt dig at sætte tænderne i et First Price Baguette.
Dagrofa har nemlig valgt at tilbagekalde et parti af disse, da der er blevet konstateret vækst af mug i flere af pakningerne.
Brødet er derfor uegnet som menneskeføde, og bør kasseres eller leveres tilbage til butikken, oplyser Fødevarestyrelsen.
First Price Baguettes er solgt i Meny, Spar, Letkøb, ABC Lavpris, Løvbjerg og enkelte andre købmænd udenfor kæde.
Der er tale om First Price Baguette med bedst før dato 19/11-2018 og EAN-stregkode 7311041080092.