Reformen om førtidspension er kommet i strid modvind. Det skriver NORDJYSKE Medier søndag.
NORDJYSKE kunne i starten af oktober fortælle, at 35 borgere er døde, mens deres kommuner har forsøgt at afklare deres arbejdsevne. Det tal er nu steget til 37.
Forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA kalder reformen "en plet på vores velfærd".
NORDJYSKE har forelagt Dennis Kristensen 12 skæbner, som er omtalt i dagens avis. Han kender selv lignende sager fra sine medlemmer.
- Man jager folk gennem håbløse forløb, hvor de ender med at blive endnu mere syge, end de var, da de startede op. Det er uværdigt, siger Dennis Kristensen til NORDJYSKE.
Ankestyrelsen slår i en praksisundersøgelse til lyd for en aggressiv linje, når det gælder borgere, der ellers har lægers ord for, at det kan gå ud over deres helbred at presse dem med nye tiltag.
Flere af borgerne, som er omtalt i dagens avis, har oplevet at blive skadet af nye tiltag, selv om der var klare advarsler fra læger i sagen. Myndighedernes dokumentationskrav i udredningen af syge og svage borgeres arbejdsevne giver bekymring hos fagfolk.
- Der er retssikkerhedsproblemer i det her. Det har handicaporganisationerne og Advokatrådet påpeget, og det er jeg enig i, siger professor Jørgen Elm Larsen fra Københavns Universitet.
Det samme mener ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg fra Institut for Menneskerettigheder.
- Der er en risiko for krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis man tvinger en person i arbejdsprøvning, hvis det er skadeligt for personens helbred, siger Maria Ventegodt Liisberg til NORDJYSKE Medier.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) skal forklare sig i samråd om emnet på tirsdag.