Se her, hvad din chef må sige om dig
Er du i tvivl om, hvad din chef må sige om dig? Avisen.dk har talt med en række eksperter.
Din chef skal til hver en tid undlade at omtale konkrete personalesager, mener en chefjurist i FOA.
Din chef skal til hver en tid undlade at omtale konkrete personalesager, mener en chefjurist i FOA. Foto: Modelfoto/Scanpix


Blev du forarget, da en chef på bostedet Lindegården i torsdags sagde, at det var den ansattes egen skyld, at hun blev dræbt af en beboer?

I det konkrete tilfælde er eksperterne dybt uenige, om udtalelsen er i strid med lovgivningen. Men hvor går grænsen?

Avisen.dk har talt med med flere fagfolk om, hvor meget din chef må sige offentligt om dig, hvis du er offentligt ansat.

Hos FOA er chefjurist Ettie Trier Petersens budskarp klart:

- Personalesager er per definition fortrolige. Det gælder også, selvom det er en journalist, der spørger, siger hun og tilføjer:

- Din chef må gerne udtale sig om for eksempel de generelle retningslinjer på arbejdspladsen, men hun eller han skal til hver en tid afholde sig fra at omtale konkrete personalesager.

Ifølge straffelovens § 152 er det strafbart for offentligt ansatte uberettiget at videregive fortrolige oplysninger.

Et godt råd til chefen

For at være på den sikre side, har Ettie Trier Petersen et godt råd til landets mange offentligt ansatte ledere:

- Som chef skal du holde kaje om konkrete sager, siger hun.

Anders Drejer, professor i ledelse ved Aalborg Universitet, har også en tommelfingerregel til lederne.

- Lad nu være med at sige noget om dine medarbejdere offentligt, som du ikke vil have, de skal sige om dig, råder han.

Ifølge ham bør en chef aldrig udlevere ansatte, da det kan få resten af medarbejderstaben til at ryste på hovedet og gå udover de ansattes motivation og tillid til ledelsen.

Uklar grænse

Der er dog langt fra tale om nogen entydig grænse for, hvad din chef må sige offentligt om dig.

Trine Baumbach, lektor ved Center for Offentlig Regulering og Administration på Københavns Universitet, peger på, at offentligt ansatte som udgangspunkt har ytringsfrihed ligesom alle andre.

- Men der er selvfølgelig begrænsninger af ytringsfriheden, når det drejer sig om oplysninger, som man har fået gennem sit arbejde, siger hun og understreger, at man ikke må udtale sig om oplysninger, der er fortrolige.

Hun bakkes op af Rikke Gottrup, lektor ved juridisk institut på Syddansk Universitet.

- Derfor kan det godt ud fra nogle normer være uhensigtsmæssigt at udtale sig om sine medarbejdere, og det har også en vis relevans, om det er sagligt i den sammenhæng det siges, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.