Hvis du håber på at få en firmajulegave til omkring en tusse i år, kan du formentlig godt sætte forventningerne ned.
Ikke så meget fordi chefen er nærig, men fordi, det ville være en dårlig forretning for både dig og virksomheden.
Og det bør chefen være opmærksom på, skriver detailfolk.dk.
Der er nemlig en øvre grænse for, hvor dyr firmajulegaven må være, før medarbejderen skal betale skat af den. Loftet ligger i år på 800 kroner ligesom sidste år, hvor den blev hævet fra 700 kroner.
Det samlede loft for personalegaver til en ansat blev samtidig hævet fra 1000 kroner til 1.100 kroner.
Det betyder, at hvis en medarbejder får en julegave til 1000 kroner og en fødselsdagsgave til 300 kroner, skal han eller hun betale skat af hele beløbet på 1.300 kroner, fordi både julegavegrænsen og den samlede bagatel grænse er overskredet.
Får medarbejderen til gengæld en julegave til 800 kroner og en fødselsdagsgave til 300 er der ingen beskatning. For så er hverken den samlede grænse eller julegavegrænsen overskredet.
Det forklarer advokat Allan Højbak fra Advodan i en pressemeddelelse.
Advokaten minder samtidig om, at kontantgaver og gavekort er altid skattepligtige.
- Der er dog den undtagelse, at gaven godt kan gives skattefri, hvis medarbejderen med sit gavekort kan vælge fra en liste med forskellige gaver. Hvis beløbet holder sig inden for beløbsgrænsen og ikke kan byttes til noget andet, så kan gavebeviser til bestemte restauranter eller kroophold også gives skattefrit, forklarer han.