Ansatte snydt af fup-mail fra chefen: Overførte store beløb til kriminelle
Dumper der pludselig en mail fra chefen ind om, at du skal overføre et stort beløb til en konto, så tjek lige med chefen. Svindlere udnytter ferier til at fiske penge ud af danske virksomheder.
CEO-fraud er et svindelnummer, hvor IT-kriminelle udnytter virksomhedernes egne medarbejdere.
CEO-fraud er et svindelnummer, hvor IT-kriminelle udnytter virksomhedernes egne medarbejdere.
Foto: Scanpix/modelfoto


Opfindsomheden hos it-kriminelle synes ingen ende tage. De er åbenbart hele tiden et par skridt foran, så nu er en ny form for it-svindel, der går under betegnelsen CEO-fraud, dukket op og har ramt flere østjyske virksomheder.

Alene i denne uge er to virksomheder hoppet på svindelnummeret og har overført beløb i 100.000 kroners-klassen til udenlandske konti, oplyser Østjyllands Politi.

Politiet har registreret et tredje forsøg, hvor det ikke lykkedes svindlerne at få overført penge.

Udnytter medarbejdere

CEO-fraud er et svindelnummer, hvor it-kriminelle udnytter virksomhedernes egne medarbejdere - typisk en bogholder - ved at sende en email, der ser ud som om den kommer fra topchefen.

I mailen der står at medarbejdere skal lave en eller flere overførsler til banker i udlandet.

De kender firmaet

E-mailen kan være yderst troværdig i både sprogbrug og indhold, hvilket kan skyldes, at svindlerne har opbygget et forhåndskendskab til virksomheden - blandt andet ved at hacke mailsystemerne, så de kan læse med i chefens og andres mails, oplyser politiet.

Når betalingen er gennemført videreføres beløbene til konti i andre banker.

Vær obs på ...

Østjyllands Politi opfordrer virksomheder til at informere deres medarbejdere om denne form for it-svindel og særligt være opmærksomme på følgende:

  • Svindlerne forsøger ofte at stresse medarbejderen med korte tidsfrister.
  • Er der opdaterede procedurer for oprettelse af større overførsler i virksomheden – og bliver de fulgt?
  • Ofte vil svindlernes modtagerkonto tilhøre en nyoprettet virksomhed – en internetsøgning på modtagervirksomheden kan afsløre, om der er grund til mistanke.
  • Svindlerne kan have et forhåndskendskab til virksomheden og via overvågning af e-mails udnytte situationer, hvor den pågældende chef er svært tilgængelig og for eksempel holder ferie eller er ude at rejse – derfor bør virksomhederne være særligt opmærksomme netop nu, hvor mange holder sommerferie.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.