Kontanthjælps-kaos: Nu skal ministeren forklare sig
Både SF og Alternativet vil indkalde beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen til samråd efter nyt kontanthjælps-koks i KMD.
Af Allan Christensen
MERE
Foto: Scanpix


- Det er jo lige til at grine af, hvis det ikke var så alvorligt.

For SF's beskæftigelsesordfører Karsten Hønge er tålmodigheden brugt op.

Efter at KMD endnu engang har sendt tusindvis af fejlfyldte breve ud til borgere, der berøres af det nye kontanthjælpsloft, må beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) svare for sig. I juni sendte KMD breve ud med en fejlagtig beskrivelse af 225-timers reglen.

- Sidste gang sagde ministeren, at det var "meget uheldigt" med de her fejl. Ja, det tør siges. Men nu må han give en ordentlig forklaring, for det her er helt hen i vejret, siger Karsten Hønge til Avisen.dk

Hos Alternativet vil beskæftigelsesordfører Torsten Gejl også kræve en forklaring fra ministeren.

- Ministeren er ansvarlig, fordi han fuldstændig har overophedet den offentlige administration med en bureaukratisk bombe af format. Man har opfundet så mange nye satser på kontanthjælpsområdet for at kunne indføre kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, at systemet ikke kan følge med, siger han.

SF og Alternativet vil nu indkalde ministeren til et samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Respektløst og arrogant

De mange fejlbehæftede breve har resulteret i stor forvirring hen over weekenden om det kontanthjælpsloft, der træder i kraft den 1. oktober.

Det er KMD, der varetager opgaven med at udsende breve på vegne af kommunerne, og her har man erkendt, at der er fejl i i alt 43.000 breve.

I nogle breve er der angivet forkert afsender og i andre breve er borgerne blevet indplaceret på en forkert sats.

KMD har reageret ved at sende nye breve ud til de berørte borgere, der har modtaget fejlbehæftede breve, hvor de beder folk om at ignorere det tidligere brev.

Men det er ikke nok til at tilfredsstille hverken SF eller Alternativet.

- Vi er meget nøjeregnende med kravene til vores kontanthjælpsmodtagere, mens det system, der skal oplyse dem om reglerne, laver sådan nogle groteske fejl, der skaber forvirring og utryghed. 

- Nu vil man så skynde sig at lukke sagen, fordi man mener, man kan slippe afsted med at behandle folk på bunden af samfundet så dårligt. Det er respektløst og arrogant, siger Karsten Hønge.

Kontanthjælpsloft bør udsættes

Ministeren skal derfor forklare, hvordan politikerne fortsat kan have tillid til KMD, når man nu to gange har lavet massive fejl i brevene til kontanthjælpsmodtagerne, mener Karsten Hønge.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen må også svare på, om man har haft for travlt med at implementere kontanthjælpsloftet, så KMD har været for presset, lyder det.

Alternativets Torsten Gejl har samme syn på sagen. Han frygter, at vi ikke har set de sidste fejlbreve til kontanthjælpsmodtagerne.

- Der er så mange fejltyper i de her breve, så det er svært at tro på, at der bare er tale om en enkelt fejl hos KMD, der kan reguleres på plads. Det her ligner et generelt problem, og derfor bør ministeren udsætte starten på kontanthjælpsloftet, indtil der er styr på det, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.