Kommuner under anklage: I tager langtidssyges feriepenge
FOA advarer om, at syge på såkaldt ressourceforløbsydelse kan være blevet snydt for feriepenge.
Langtidssyge risikerer ifølge FOA at miste store beløb, fordi kommunerne modregner deres ubrugte feriepenge i den offentlige ydelse, de modtager.
Langtidssyge risikerer ifølge FOA at miste store beløb, fordi kommunerne modregner deres ubrugte feriepenge i den offentlige ydelse, de modtager. Foto: SCANPIX arkiv


Kommunerne stjæler de langtidssyges feriepenge.

Sådan lyder anklagen fra FOA, der i de seneste to uger har fået sager ind fra seks kommuner ud over dem, som fagforeningen allerede har kørt klagesager på.

Sagerne handler om langtidssyge, der mister store beløb, fordi kommunerne modregner deres ubrugte feriepenge i den offentlige ydelse, de modtager.

Problemet er særligt aktuelt nu, hvor ferieåret løber ud 30. april.

- Det er et problem, vi jævnligt møder. Der er en masse mennesker, der kan have penge til gode, også for de tidligere år, vurderer socialpolitisk konsulent Malene Haarder fra FOA.

Sagen drejer sig om de såkaldte jobafklaringsforløb. De blev vedtaget som en del af Mette Frederiksens reform af sygedagpengesystemet, da hun var socialdemokratisk beskæftigelsesminister.

Syge mister 7.000 kroner og feriepengene

Mette Frederiksens reform betød, at alle syge skal have deres sag vurderet efter 22 uger på sygedagpenge.

Derefter bliver folk delt op i grupper.

Den ene gruppe er dem, som enten fejler noget livstruende, har fået en arbejdsskade eller skal i arbejdsprøvning. De fortsætter på sygedagpenge.

Alle andre kommer i såkaldt jobafklaring og ryger ned på den lavere ressourceforløbsydelse.

Men de langtidssyge, der havner på ressourceforløbsydelse, mister ikke bare op til 7.000 kroner om måneden. De risikerer også at tabe deres feriepenge helt eller delvist.

Højtlønnede rammes hårdest

I loven om ressourceforløbsydelse står der intet om feriepenge, når ferien ikke holdes. Ankestyrelsen har derfor lavet en vejledning om, hvordan kommunerne skal behandle sagerne.

- Men det retter mange kommuner ikke ind efter. I stedet modregner de feriepengene krone for krone i ressourceforløbsydelsen, siger Malene Haarder.

Med andre ord: Når en syg sosu-assistent ikke har holdt sine fem ugers ferie, kan hun miste retten til at få ressourceforløbsydelse i over to måneder.

De ubrugte feriepenge på 26.000 kroner svarer nemlig til, hvad sosu-assistenten ville have fået i ressourceforløbsydelse i 10 uger. Og kommunen fratager hende retten til hjælp i hele den periode.

Modregningen rammer de højtlønnede hårdest. For en akademiker, der før sin sygdom tjente 40.000 om måneden, svarer fem ugers ubrugt ferie til 15 uger uden ressourceforløbsydelse, hvis der modregnes krone for krone.

Rådgivningschef i Djøf Mette Knudsen siger, at der har været meget ny lovgivning og en manglende afklaring af, hvordan reglerne skal fortolkes.

- Det har tilsyneladende ramt nogle langtidssyge, der er overgået til et job- eller ressourceafklaringsforløb. De har naturligvis krav på præcist at vide, hvordan de er stillet i forhold til de feriepenge, de har optjent i et tidligere ansættelsesforhold, siger Mette Knudsen.

Hun ser frem til, at Ankestyrelsen nu kommer med præcise retningslinjer på området.

FOA til Ankestyrelsen: I er for langsomme

FOA kritiserer Ankestyrelsen for at være en stor del af problemet.

- Selvom det nu er tre år siden, loven om ressourceforløbsydelse blev vedtaget, har Ankestyrelsen stadig ikke truffet en såkaldt principafgørelse. Gør Ankestyrelsen det, har kommunerne pligt til at følge den, og der vil derfor komme klarhed på området, siger hun.

Ankestyrelsen oplyser til Avisen.dk, at man er opmærksom på problemet. Der vil snarest muligt komme en principafgørelse på området, og man har også tænkt sig at skrive om emnet i Ankestyrelsens nyhedsbrev.

Der er omkring 14.000 personer i jobafklaringsforløb lige nu. Men sagen kan have berørt mange flere, siden jobafklaring blev indført i sommeren 2014.

Se hvilke kommuner FOA har fået klagesager fra:

Disse kommuner har i følge FOA modregnet langtidssyges ferieregler i strid med vejledningen fra Ankestyrelsen:

  • Varde (har rettet ind)
  • Odense (har rettet ind)
  • Esbjerg
  • Høje Taastrup
  • Skive
  • Læsø
  • Hjørring
  • Ikast-Brande

Se også: Så meget får du, hvis du bliver langtidssyg

Sygedagpenge: kr. 18.113 pr. md (før skat)

Ressourceforløbsydelse, forsørgere: kr. 14.575 pr md (før skat)

Ressourceforløbsydelse, ikke forsørgere: kr. 10.968 pr. md. (før skat)

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.