Som en reaktion på manglen på billige boliger har et enigt byråd i Helsingør indført muligheden for, at kommunens fattigste kan bo flere sammen i bofællesskaber.
Ifølge politisk ordfører for Socialdemokraterne i Helsingør, Henrik Møller, var det et enigt byråd, der stemte forslaget igennem i sidste uge.
- Vi har en generel udfordring i samfundet. Det er, at de allerfattigeste ikke har råd til at betale deres husleje, siger Henrik Møller til Avisen.dk.
Oprindeligt var forslaget tænkt som en mulighed for at give 160 nye flygtninge tag over hovedet, men med 587, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet i Helsingør Kommune, bliver tilbuddet sandsynligvis også aktuelt for borgere, der på grund af de nye regler må gå fra hus og hjem.
En fattiggård?
Når man samler flere af samfundets svageste og stuver dem sammen i enkelte lejligheder, giver det grimme associationer til en fattiggård, mener kritikere af projektet. Men det er Henrik Møller dybt uenig i, for det er blot en midlertidig løsning.
Folk nævner ordet fattiggård. Kan du ikke forstå, at det ser sådan ud, når man tager samfundets svageste og skubber dem ind i én lejlighed?
- Nej, for det ville være værre, hvis der var tale om varige løsninger. Men det er jo netop en midlertidig løsning på et boligproblem, der har baggrund i en masse flygtninge. Jeg kan slet ikke følge det, og det er jo også et enigt byråd med Enhedslisten, der har stemt det igennem. Jeg mener bestemt, at det her er bedre end teltlejr, siger Henrik Møller.
Regeringens nye kontanthjælpsloft har desuden skabt en ny gruppe, der sandsynligvis får brug for tilbuddet.
- Det er klart at med regeringens kontanthjælpsloft, kommer der også en ny gruppe, der får brug for hjælp med boliger, som kan få gavn af det. Men det her skal ikke løse kontanthjæpsloftets problemer, siger Henrik Møller.
Heller ikke arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet, Bent Greve, mener, at man kan kalde det for fattiggårde.
- Det er for stramt at kalde det fattiggårde, fordi vilkårene er bedre end den gang; eksempelvis har de eget værelse. Men der er tale om en form for fattigmands-kollegier, og det viser, hvor hårdt kontanthjælpsloftet rammer, siger han til Ekstra Bladet.
Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, mener, at initiativet er en god løsning.
- Det lyder bestemt som en genvej til at skaffe nogle flere billige boliger. Man er nødt til at skabe nogle initiativer, der kan løse problematikkerne med for få billige boliger, og det her er et godt bud. Det kan også være en måde at knække store lejligheder over i mindre dele, så flere kan få glæde af det, siger Jann Sjursen til Avisen.dk.