Janni i panik: Jeg skal på integrationsydelse, fordi min mand er fra Cameroun
Janni Sommer Poulsen har siden 2009 været gift med en mand fra Cameroun. Nu har hun fået brev om, at kommunen vil sende hende på integrationsydelse
Janni Sommer Poulsen er uddannet smed, men efter et piskesmæld arbejdede hun i fleksjob 13 år i SFO.  
Janni Sommer Poulsen er uddannet smed, men efter et piskesmæld arbejdede hun i fleksjob 13 år i SFO.   Foto: Privat


Janni Sommer Poulsen gik i panik. For med 6.100 kroner mindre om måneden ville de ikke kunne betale husleje.

I begyndelsen af juni fik hun brev fra Hedensted Kommune. Det var en partshøring om, at hun pr. 1. juli skulle på integrationsydelse. Selv efter et møde på kommunen, forstår hun det stadig ikke.

- De forklarede, at jeg skal på integrationsydelse. Jeg har levet her i snart 43 år og betalt skat, og så kommer jeg på integrationsydelse, fordi jeg er gift med en udlænding, siger hun. 

Ifølge Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet betyder en ny regel, at ægtefæller og samlevende til personer på integrationsydelse også skal sættes ned i ydelse, hvis de er på kontanthjælp. Læs mere om denne regel her.

"Det er grotesk"

Janni Sommer Poulsen har siden 2009 været gift med en mand fra Cameroun. Han tager det vikararbejde, han kan få, og hun har været på kontanthjælp et års tid. Hun har to børn fra tidligere, og de har et barn sammen.

- Det er grotesk. Vil de sende os ud af landet, ellers kan jeg ikke se meningen. Det kan godt være, at de siger, integrationsydelsen skal få flere i arbejde. Men jeg kender ingen, der frivilligt vil være på kontanthjælp og sidde i kommunens aktivcenter og lave ingenting. Ingen, siger hun.

Brevet omtaler også, at Janni Sommer Poulsen kan søge om at få tillæg for bestået danskprøve, hvis hun indsender dokumentation. 

For par over 30 år med børn betyder den nye regel, at ægtefællen eller samleveren får 6.100 kroner mindre om måneden end før.

Manden er ikke på kontanthjælp

Sagen er bare, at Janni Sommer Poulsens mand faktisk har valgt ikke at søge kontanthjælp og nu integrationsydelse, så når han har haft meget lidt eller intet vikararbejde, har parret og de tre børn levet af Janni Sommer Poulsens kontanthjælp. De måneder, han tjener noget, bliver hun omvendt trukket i kontanthjælp. 

Efter det føromtalte møde på kommunen stod det klart, at Janni Sommer Poulsen på integrationsydelse nu vil komme ned på en indtægt på 8.400 kroner. Tidligere fik hun 14.500 i kontanthjælp om måneden. 

- Så kunne jeg godt se, at hvis børnene ikke skulle stå uden tag over hovedet den 1. juli, så blev jeg nødt til at gøre noget, siger Janni Sommer Poulsen.

Janni Sommer Poulsen er uddannet smed, men efter piskesmæld i 1998, kunne hun ikke længere arbejde i faget.

Æder morfinpiller

Så fik hun fleksjob og var ansat i SFO i 13 år, hvor hun langsomt trappede op til at kunne arbejde 25 timer om ugen.

Men efter hun mistede jobbet, prøvede hun at arbejde fuld tid i en pølsevogn, men kunne ikke holde til det. Arbejdet lå samtidig tit om aftenen og natten, så børnene skulle være alene.

Så kom hun på kontanthjælp og ville søge fleksjob. Men efter mødet med jobcenteret har hun fået fuldtidssommerjob i en golfklub, hvor hun blandt andet står i baren. 

- Nu æder jeg morfinpiller for at klare det. Det er fysisk hårdt arbejde, og jeg står op næsten hele dagen, og jeg ved, at jeg ikke kan holde til det i længden. Men vi kan ikke klare os for de 8.000 kroner, siger hun.

Kommunen: Tvivl om reglerne

Lederen af Borgerservice i Hedensted Kommune Jette A. Pedersen siger, at kommunen ikke kan udtale sig om den konkrete sag.

Men hun forklarer, at der var tvivl om reglerne på det tidspunkt, hvor brevet blev sendt ud, og at partshøringen ikke er en endelig afgørelse - samt at en borger altid kan klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.

Men Janni Sommer Poulsen turde ikke vente på, at familien kom på integrationsydelse. Hun siger, at hun allerede har gjort kommunen opmærksom på, at hun mener, det er en fejl. 

Integrationsministeriet oplyser til Avisen.dk, at der findes en principafgørelse om, at personer med lav indtægt ikke har ret til at frasige sig supplerende hjælp.

Det vil sige, at så længe Janni Sommer Poulsens mand kun kan få vikarjob, har han muligvis slet ikke ret til at frasige sig offentlige ydelser. Får han hjælp, kommer de begge på integrationsydelse.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.