I ressourceforløb? Se om kontanthjælpsloftet også rammer dig
Flere er i tvivl, om kontanthjælpsloftet også gælder de syge danskere, der er i ressourceforløb.
Når man er kronisk syg og i ressourceforløb, får man en ydelse på niveau med kontanthjælpen. Men betyder det så, at man også bliver ramt af kontanthjælpsloftet?
Når man er kronisk syg og i ressourceforløb, får man en ydelse på niveau med kontanthjælpen. Men betyder det så, at man også bliver ramt af kontanthjælpsloftet? Foto: Scanpix/Modelfoto


Fra oktober 2016 træder regeringens nye kontanthjælpsloft i kraft. Det betyder, at mange arbejdsløse må leve for en lavere ydelse end i dag.

Men gælder loftet også syge mennesker i ressourceforløb? Det har mange Facebook-brugere diskuteret de seneste par uger, og mange er i tvivl.

Svaret er: Nej.

Selvom den ydelse, man er på i ressourceforløb, er på samme niveau som kontanthjælpen, er der i realiteten tale om to vidt forskellige systemer. Derfor er man heller ikke underlagt samme regler - for eksempel skal mennesker i ressourceforløb ikke fremover arbejde 225 timer om året, og reglen om gensidig forsørgerpligt gælder heller ikke, når man er i ressourceforløb.

I aftaleteksten om kontanthjælpsloftet fremgår det blandt andet, at "Loftet omfatter kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse (herunder aktivitets-, barsels-, og bidragstillæg), særlig støtte og boligstøtte."

Beskæftigelsesministeriet har over for Avisen.dk bekræftet, at borgere i ressourceforløb ikke er omfattet af kontanthjælpsloftet, og derfor ikke bliver ramt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.