Kontanthjælpsmodtagere med handicap risikerer at blive straffet økonomisk, fordi de ikke kan leve op til regeringens nye krav om 225 timers arbejde på ordinære vilkår.
Det frygter Thorkild Olesen, som er formand for Danske Handicaporganisationer.
- Det er en rigtig rådden reform, for at sige det ligeud, for den slår på borgere, som ikke har en mulighed for at ændre deres situation, siger han til Avisen.dk.
Paraplyorganisationen rejser samme kritik af loven som blandt andet Dansk Socialrådgiverforening, Bedre Psykiatri og lønmodtagerorganisationerne LO og FTF. Kontanthjælpsmodtagere, som er vurderet til ikke at være jobparate, bør ikke være omfattet af kravet om 225 timers arbejde, lyder det i høringssvarene fra flere forskellige organisationer.
Ikke plads til handicappede på arbejdsmarkedet
Mange handicappede er netop at finde i kontanthjælpssystemet. Nogle fordi de er for syge til at arbejde, andre fordi de har svært ved at finde et job, forklarer Thorkild Olesen.
- Generelt oplever vi, at arbejdsgiverne ikke ligefrem står med åbne arme i forhold til at ansætte arbejdsløse med handicap i ordinære stillinger. I dag forventer arbejdsgivere, at nyansatte er fuldstændig klar og kan arbejde effektivt fra dag et. Arbejdsmarkedet er simpelthen ikke rummeligt nok, siger han.
Noget af det handler om arbejdsgiveres fordomme, men også rent praktiske overvejelser om for eksempel skånehensyn gør, at det tager længere tid for handicappede at finde et job. Derfor hjælper det ikke, at regeringen kun kræver 225 timers arbejde på et år, forklarer han.
- Tværtimod vil arbejdsgivere ikke sætte en masse i gang med skånehensyn, hjælpemidler og støtte, når det kun er for en kort ansættelse, siger Thorkild Olesen.
Flere på kontanthjælp, fordi der er lukket for førtidspension
Og så undrer det ham, at regeringen bruger det stigende antal mennesker på kontanthjælp som anledning til at indføre en hårdere kurs mod arbejdsløse.
- Det er jo klart, at der er kommet flere på kontanthjælp, når det er blevet sværere at få førtidspension og sygedagpengeperioden er forkortet. Mange syge og handicappede, som før ville have fået en førtidspension, er i stedet havnet i kontanthjælpssystemet, siger han.