Der tegner sig allerede nu et klart billede af styrkeforholdet i kandidatfeltet til LO’s formandspost. Efter at Kim Simonsen torsdag annoncerede, at han er kandidat til formandsposten i LO, står det nu klart, at feltet af bejlere til fagbevægelsens toppost er udvidet til tre.
Tidligere har formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforeningen, Flemming Vinther, og LO’s nuværende næstformand, Lizette Risgaard, meldt sig. Og særligt en af de tre skiller sig ud, mener arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.
LÆS OGSÅ: Kim Simonsen vil være LO-boss: "Vi trænger til nye sejre"
- Lizette Risgaard står ret stærkt lige nu, for hun har en del af HK’s opbakning (hun er tidligere formand for HK/Service i København, red.), og så har hun jo lige fået støtte fra 3F, som er den største fagforening, siger han.
LÆS OGSÅ: Dennis K. om kampvalg i LO: "Jeg hælder til Lizette"
Lizette Risgaard har som den eneste kandidat indtil videre fundet en næstformandskandidat, nemlig Arne Grevesen fra 3F. Og det er bemærkelsesværdigt.
En overraskelse
- Det kommer som en overraskelse, men det er strategisk fornuftigt, og man må sige, at hun nu har fået sig et forspring. Det bliver spændende at se, hvordan de andre kandidater vil agere nu. De bliver snart nødt til at finde sig en næstformand, lyder vurderingen fra Flemming Ibsen.
LÆS OGSÅ: Formandsdrama i LO: 3F støtter Lizette Risgaard
Også formanden for FOA, Dennis Kristensen, har tilkendegivet, at han ”personligt hælder til” Lizette Risgaard som formand. Men selv om den kvindelige LO-næstformand altså har en meget stærk udgangsposition forud for en kommende valgkamp, vil Flemming Ibsen dog på ingen måde afvise, at løbet er kørt for de øvrige kandidater. For Kim Simonsen vil ikke stille op som formandskandidat uden først at have forhørt sig om sine muligheder i alle fire store fagforbund – 3F, Dansk Metal, HK og FOA.
LÆS OGSÅ: 3F-bossens plan: Derfor skal Lizette være LO-formand
- Han må på en eller anden måde have fået en tilkendegivelse fra dem, som ikke direkte taler i mod ham. Og man skal huske på, at valgkampen slet ikke er gået i gang endnu, forklarer Flemming Ibsen, der også har rosende ord til feltets sidste kandidat.
Stærk personlighed
- Flemming Vinther har en stærk personlighed, og han er formand for CFU (fælles forhandlingsforbund for statsansatte, red.). Han har et godt ry i fagbevægelsen og har markeret sig fint, siger arbejdsmarkedsforskeren, om soldater-formanden, der fredag forhandlede en ny overenskomsthjem til 184.000 ansatte i staten.
Det, der for alvor bliver afgørende frem mod valget ved LO’s kongres i oktober, er, hvordan de tre kandidater melder ud i forhold til en række væsentlige spørgsmål, mener Flemming Ibsen.
Det handler blandt andet om, hvordan LO positionerer sig på Christiansborg, hvilken generel dagsorden, der skal sættes, hvordan man vil skaffe flere tillidsmænd, hvordan man vil stoppe tab af medlemmer i fagbevægelsen og endelig skal kandidaterne forholde sig til en mulig fusion mellem LO og FTF.
Skal være forsigtige
Flemming Ibsen forudser samtidig en medrivende valgkamp mellem tre kombattanter, der tilmed mødes jævnlig i LO’s hovedbestyrelse.
- Det er klart, at de skal passe på med, hvad de siger. De skal tale pænt og ordentligt og være forsigtige med ikke at fornærme hinanden. Det kan komme til at virke handlingslammende. Hele LO kan blive handlingslammede, for Harald Børsting kan ikke gå ud og træffe markante beslutninger, der kommer til at binde den næste formand, siger Flemming Ibsen, der mener, at det også kan få betydning for det kommende folketingsvalg.
- Det kan blive et problem, for hvad skal LO så mene om centrale velfærdsspørgsmål og om Socialdemokraternes valgkamp? Socialdemokraterne får ikke en stærk samarbejdspartner, og så kan de være svært at agere politisk, siger Flemming Ibsen.