Hun er storfavorit til LO-tronen
Nuværende LO-næstformand Lizette Risgaard får opbakning fra et flertal af lokalformændene til at overtage formandsposten til efteråret. Det viser en rundspørge. Scanpix, arkiv: Søren Bidstrup
Til efteråret skal der vælges ny formand for de danske lønmodtagere. Og noget tyder på, at en kvinde skal overtage tronen efter Harald Børsting.

Over halvdelen af LO’s lokale formænd siger, at de vil foretrække Lizette Risgaard som ny formand, hvis de skulle pege på en afløser for Harald Børsting i dag. Det viser en rundspørge, som Finans har lavet til 208 lokale LO-formænd. Lizette Risgaard er “ydmyg og stolt” over opbakningen, siger hun til Finans:

-Jeg har altid prioriteret dialogen med baglandet, tillidsvalgte af alle slags, fagforeningsrepræsentanter og LO-sektioner højt. Og jeg ser resultatet af målingen som et skulderklap fra deres side.

58 procent af lokalformændene peger på Risgaard som arvtager til LO-topposten, mens langt færre foretrækker HK’s forbundsformand Kim Simonsen og formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther, der nævnes som potentielle modkandidater.

Den kommende formand skal afløse Harald Børsting, der i 2007 vandt formandskabet i et tæt opgør med Tine Aurvig-Huggenberger.