Rygterne om Kim Simonsens kandidatur til LO-formandsposten har svirret i måneder. Men formanden for Danmarks næststørste fagforbund med mere end 200.000 erhvervsaktive medlemmer har klappet i, når journalister og fagligt aktive har afkrævet ham et svar. Men nu har Kim Simonsen meddelt HK’s hovedbestyrelse, at han vil helt til tops i LO.
Det siger han til Ugebrevet A4.
- Jeg stiller op, fordi jeg tror, at jeg har noget at byde på. Og tror jeg på, at fagbevægelsen har noget at byde på. Min vision er et kampberedt LO, der er i stand til at fyre fagpolitiske og politiske ideer af på baggrund af de udfordringer, som samfundet står overfor. Når renten falder, olieprisen halveres, og Rusland er i krise, er vi klar med svar, der giver tryghed, men også peger fremad for lønmodtagerne, siger Kim Simonsen til Ugebrevet A4.
Trekantsdrama
Med HK-formandens melding er der lagt op til trekantsdrama og kampvalg, når LO skal vælge ny formand på sin kongres i Aalborg i slutningen af oktober.
Næstformand i LO, Lizette Risgaard, og formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, har allerede offentliggjort, at de ønsker at stå i spidsen for LO, når den nuværende formand, Harald Børsting, stopper efter otte år på posten.
Alle tre formandskandidater er topfigurer i fagbevægelsen og sidder i LO’s daglige ledelse, der mødes et par gange om måneden for at lægge de store linjer.
Allerede i dag er der to kandidater til formandsposten. Hvorfor vælger du at udfordre dem?
- Nu har jeg været formand for HK i syv år og formand for HK Kommunal i 19 år, og der har jeg sådan set leveret nogle resultater. Og de største resultater har altid været indgået med andre. Med 3F, med Metal, med håndværkerne. Jeg har siddet i Forligsinstitutionen med skolelærere, socialrådgivere og sygeplejersker. Mange af mine faglige sager er opstået ved at kæmpe sammen med andre og for andre, siger han og pointerer igen og igen, at resultater aldrig er noget, man skaber alene, men i fællesskab.
Ud med ’jeg’ – ind med ’vi’
Efter tre årtier i fagbevægelsens frontlinje fremhæver Kim Simonsen, at han har været med til at forhandle pensionsordninger, barsel til både kvinder og mænd og lavtlønsværn.
- Jeg er vant til at arbejde tværfagligt. Og jeg har det svært med ordet ’jeg’. ’Jeg vil slå Anders Fogh’, og ’Jeg vil et eller andet’. Der, hvor jeg kommer fra, er det ’vi’. Og det, som vi skal gøre sammen, er sådan set bare at gøre fagbevægelsen til en slagkraftig maskine, der ikke er til at komme udenom. Hverken hos købmanden i Hjørring, maskinværkstedet i Rønne, Københavns Lufthavn eller på de bonede gulve i Europa. Vi har brug for at stå sammen og for fælles løsninger med alle de udfordringer, som globaliseringen og arbejdskraftens frie bevægelighed giver os.
Må den bedste kandidat vinde
Vi ved fra en undersøgelse gennemført af Finans.dk, at LO’s næstformand, Lizette Risgaard, er populær, og at mange anser hende for at være favorit. Hvorfor bakker du ikke op om hende og undgår en opslidende valgkamp?
- Nu ved jeg ikke, om det bliver en opslidende valgkamp. I fagbevægelsen er vi jo vant til, at der ikke er noget, der kommer af sig selv. Undersøgelsen fra Finans.dk taler jo selvfølgelig for sig selv. Men nu har jeg jo valgt, at de første, der skal høre om mit kandidatur, ikke er mine facebook-venner. Det er heller ikke nogle tilfældige journalister. Det er HK’s hovedbestyrelse, noterer han.
Kim Simonsen fremhæver, at det både for ham selv og andre i HK er en ’sårbar’ og ’vanskelig’ situation. For når han stiller op, kan det også betyde farvel til det fagforbund, som den kontoruddannede Kim Simonsen har investeret megen arbejdsenergi i, siden han blev valgt som tillidsrepræsentant i Grenå i 1983.
Ikke noget østeuropæisk klappekor
Lykkes det for Kim Simonsen at nå hele vejen til tops i LO, skal HK også have ny formand, og det sætter skub i interne diskussioner i HK’s fire sektorer.
HK-formanden er da også helt på det rene med, at ikke alle i hans egen hovedbestyrelse vil juble over hans kandidatur, ligesom han næppe får alle HK-stemmer, når der skal tælles stemmer på LO-kongressen i forbindelse med formandsvalget.
- Jeg forventer ikke et østeuropæisk klappekor, fordi jeg stiller op. Tværtimod har HK en stærk tradition for at være skeptisk og kritisk og nogen gange nærmest jantelovsagtig i forhold til at sætte spørgsmålstegn ved tingene. Jeg er helt med på, at jeg ikke kan stille mig op og sige, at jeg er HK’s kandidat. HK’s kongresdelegerede skal da også have mulighed for at høre, hvad Lizettes og Flemmings visioner er.
Lizette Risgaard kommer også fra HK. Risikerer du ikke med dit kandidatur at skabe splid internt i HK med to kandidater til LO-formandsposten?
- HK var allerede splittet, da Lizette blev valgt. Og det var ikke et spørgsmål om, at Lizette splittede, men at HK var splittet i forhold til, om hun skulle være næstformand eller ej. Samme situation kan godt opstå igen. Og det skal vi afprøve. Hvis man altid skal være bange for at forstyrre en dagsorden eller give anledning til overvejelser eller uro, skal man ikke beskæftige sig med dansk fagbevægelse, fastslår han og fortsætter:
- Nu ved jeg ikke, hvem der har stillet Lizette op. Det fremgår ikke helt tydeligt for mig. Foreløbig har jeg hørt om to, der synes, hun er en glimrende kandidat, og det er en repræsentant for 3F-Skagerak og en tidligere næstformand i Metal Randers. Så nu skal alle delegerede forhåbentlig til at lægge et øre til, hvem, de synes, er en egnet kandidat. De fleste i fagbevægelsen har taget stilling på et grundlag, hvor de vidste, at Lizette var kandidat. Jeg håber, at de også har tid til at lægge øre til de andre kandidater.
Det er ikke gået skidegodt i ti år
Kim Simonsen vil mobilisere lønmodtagerne og udfordre medlemmerne. De skal ikke bare have besked om at følge paragraf 47 i bind tre af nogle love og vedtægter, anfører han.
- Jeg tager en masse erfaring med mig, men også bevidstheden om, at arbejdsfordelingen mellem forbund og hovedorganisation er sådan, at forbundene organiserer medlemmerne. Med den nye platform skal vi være mere aktive. Vi trænger til nogle sejre. Det er ikke elendighed det hele, men det er ikke gået skidegodt de seneste ti år, konstaterer han.
I samme åndedrag minder han om, at man skal kigge ud over Danmarks grænser og erkende, at fagbevægelsen er trængt alle vegne. Derfor synes han også, det er groft, når medier og kommentatorer allerede har dømt Harald Børsting som en fiasko.
- Mange er i fuld gang med at skrive Harald Børstings gravmæle. De noterer, at mens han var formand, forsvandt efterlønnen, og dagpengene blev halveret. Men husk på, at i Harald Børstings formandstid er ungdomsarbejdsløsheden i Danmark slet ikke steget som i Spanien, hvor den er vokset fra 5 til 30 procent. Så det danske arbejdsmarked har nogle udfordringer, men slet ikke i samme grad som i andre lande, siger han.
Lønmodtagere skal fløjte på vej hjem
Du konstaterer, at fagbevægelsen trænger til nogle sejre. Hvilke sejre vil du gerne stå i spidsen for?
- At vores medlemmer aldrig måtte vågne om morgenen og føle sig utrygge. Hvis de har et arbejde, så fløjter de, når de kører hjem fra arbejde, fordi de har godt arbejdsmiljø, en god løn og flinke chefer. Hvis man ikke har et arbejde, er man tilfreds med at møde en ny uddannelsesindsats, så man kan komme videre til det næste job. I dag ser vi folk, der ikke har mulighed for uddannelse, og mange er overladt til passiv forsørgelse, fordi der ikke er job. I dag mangler alt for mange unge en praktikplads, og vi ser ældre lønmodtagere få seniorjob på forringede vilkår. Det holder ikke. Vi skal sørge for, at alle får en god dag på arbejdsmarkedet, siger han.
Hvis du ikke bliver valgt, hvad skal der så ske?
- Jeg har ikke en plan B. Der er og kommer ikke en plan B. Men selvfølgelig er der en risiko ved at stille op.