Af Bettina Post
SE ALLE BLOGINDLÆG
Bettina Post om fattigdomsdebat: Det løber mig koldt ned ad ryggen

I går fejrede vi som bekendt Grundlovsdag, og jeg drog i den fine anledning til Kongens Have i Odense, hvor jeg var inviteret til at holde hovedtalen ved De Radikales grundlovsmøde. Dette er et sammendrag af, hvad jeg valgte at sige.

Jeg er kæmpe fan af Grundloven. Den er sådan en slags ”alle loves moder”. Den har den samme tilrettevisende og opdragende funktion, som minder os om nogle grundlæggende værdier og anviser retningen, når vi er ved at fare vild i bestræbelserne på at gøre det rigtige. Ligesom mødre gør det over for deres børn.

100-året for kvindernes stemmeret er der bestemt grund til at markere. Men til trods for, at jeg er født på Kvindernes internationale kampdag den 8. marts, er jeg ikke så bekymret for kvinderne. Alene det, at vi fylder hele 100-års markeringen, som jo også omfattede andre befolkningsgrupper, siger mig, at vi har fået gjort op med mandsdominansen. Også selv om der stadig er noget at kæmpe for. Der findes dog næppe nogen i kongeriget som kunne finde på at foreslå, at kvinderne skulle fratages stemmeretten igen.

Tjenestefolk måtte også stemme

Men det var som nævnt ikke alene fruentimmerne - kvinderne - som fik stemmeret i 1915. Det gjorde folkeholdet – tyendet – også. Det tager vi også alle sammen for givet. Spørger man de unge, vil de mene, at 100 år er meget længe siden. Men jeg er kommet til at tænke på, at det i virkeligheden var i forgårs. Jeg behøver bare at mindes min farfar og farmor, hvoraf sidstnævnte var iblandt os indtil midt i 90’erne, for at tegne portrættet af nogen, jeg har holdt i hånden, som IKKE kunne tage det for givet.

For selv om mine bedsteforældre kun var teenagere, da stemmeretten for folkehold blev indført, så fik det stor betydning for dem. De boede i tjenestebolig til Søllerød slot og tjente den familie, der boede der så længe, at de begge nåede at modtage dronningens fortjenstmedaljer for lang og tro tjeneste, inden de døde.

Selv oplevede jeg i mange år at blive inviteret med til fest på slottet, dog ikke sammen med de fine gæster oppe i de lyse stuer, hvor der hang prangende lysekroner, som min farmor støvede af fra toppen af lange stiger, men sammen med alle tjenestefolkene nede i Munkestuen, hvor møblerne var tunge og maden mere jævn. Det er underligt for mig at tænke på, at de alle kunne have været uden demokratiske rettigheder, hvis ikke Grundloven - trods de mærkeligste argumenter for at bevare den, som den var - blev ændret i 1915.

Dem, der lever af "andre menneskers penge"

De var alle sammen gode, arbejdsomme mennesker og intet sagligt argument kunne begrunde, at deres deltagelse i demokratiet skulle begrænses. TÆNK at det kun er 100 år siden.

Men ligesom med kvinderne, så tror jeg heller ikke, at nogen ved deres fulde fem ville foreslå, at vi skal gå tilbage til, at vores ansættelses- og boligforhold skal kobles til vores demokratiske rettigheder.

Grundlovsfejringen gjorde dog ikke ret meget ud af, at der faktisk er befolkningsgrupper, som først fik denne demokratiske ret langt senere. Og som stadig oplever, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om det er en god ide.

Det var nemlig først i mit fødeår, 1961, at fattiglemmerne – altså dem, som modtog det, vi i dag kalder overførselsindkomster - fik politisk medborgerskab. Indtil da kunne man få frataget sin stemmeret, hvis man fik fattighjælp. Det er kun 54 år siden! Til gengæld er der nogen, som i ramme alvor i nutiden, forsøger at rokke ved det. Gennem de seneste 10 år har vi her og der hørt nogen slå til lyd for, at det er et demokratisk problem, at mennesker på overførselsindkomst kan stemme sig til det, som nærmest rethaverisk betegnes som ”andre menneskers penge”.

Er det kun os med tv og økovarer, der bør stemme?

Der er blevet så mange af ”dem”, forlyder det, at det bør overvejes igen at fratage dem stemmeretten. Så sent som for to år siden satte en højt respekteret erhvervsmand i en kommentar i Berlingske et stort spørgsmålstegn ved, om det er sundt for det danske folkestyre, at mere end halvdelen af vælgerkorpset står uden for arbejdsmarkedet. Det løber mig koldt ned ad ryggen.

Vi taler altså om pensionister – blandt dem nogle, som har måttet lade sig pensionere i alt for ung alder, enten på grund af sygdom eller fordi de har slidt deres kroppe ned igennem hårdt arbejde. Om arbejdsløse dagpengemodtagere. Om mennesker, som er syge. Mennesker med invaliderende handicap. Om socialt udsatte kontanthjælpsmodtagere. Om hjemløse som er braget igennem alle former for sikkerhedsnet og er landet tungt på bunden af samfundshierarkiet. Jeg vil godt give et klart svar på, om folkestyret kan rumme, at vælgerkorpset afspejler denne mangfoldighed.

JA!

Det er endog yderst sundt for folkestyret. Vi har brug for at andre, end os, som har styr på det hele med job, familie, hus, bil, tv-pakker og Ø-mærkede varer på alle hylder i køleskabet, giver sig til kende, når vi skal vælge det repræsentative demokrati. Ellers er det jo slet ikke repræsentativt. Ellers risikerer vi at glemme at holde os for øje, at der skal være plads til os alle sammen. Ikke kun dem, der ligner os selv.

Politikerne lover og lover og lover...

Desværre er der et stort flertal af dem, som slås med både økonomiske og sociale problemer, som ikke benytter sig af deres demokratiske ret. Kun knap en tredjedel af dem, som vi betegner som socialt udsatte, deltager, når der om tretten dage skal være valg. Ikke fordi de ikke mener noget om den førte politik. De har endog stærke holdninger til den. Men fordi de ikke tror, at det nytter noget. Og de er værd at lytte til. For lige præcis denne vælgergruppe er om nogen i stand til at afsløre, om valgløfterne blev holdt. Og deres dom er hård.

De oplever, at dem, der bejler til deres stemmer, lover dem en masse, når valgmaterialet trykkes, men glemmer det hele igen, så snart mandatet er hjemme. De oplever at det system, som skulle hjælpe dem, snarere er en stor mangehovedet modstander, som møder dem med mistro og kontrol i stedet for ægte interesse for deres situation og en fremstrakt hjælpende hånd, når de henvender sig.

Syge har faktisk ret til forsørgelse

Må jeg minde om, at Grundlovens § 75 faktisk beskriver det fornuftige i, at alle som er arbejdsduelige har mulighed for at arbejde på rimelige vilkår.  Det er ikke en decideret ret at få tildelt et arbejde, men jo en anbefaling, som man må sige, har præget den politiske debat markant igennem mange år og ikke mindst har fyldt meget i den igangværende valgkamp.

Det, man ikke taler så meget om, er samme paragraf stykke 2. Der står nemlig beskrevet en ret, som træder i kraft, hvis man IKKE er i stand til at arbejde. Og det er retten til så at få hjælp fra det offentlige. Og det handler ikke om at man kan få en almisse, så man lige kan holde snuden oven vande længe nok til at snappe luft. Nej. Det er en ret til forsørgelse. Og ligesom det er en fordel for ”almenvellet”, som det hedder i Grundloven, at alle der kan arbejde også får muligheden, er det bestemt også til gavn for almenvellet, at alle der ikke kan, får hjælp til at klare sig alligevel, alt imens de får omsorg, støtte og rådgivning til igen at kunne bidrage. På det niveau, som de nu hver især kan.

Stop med at udskamme dem, der har det værst

Vi har i dén grad brug for, at de udsatte får mulighed for at omsætte deres erfaringer til omhyggeligt placerede X’er på stemmesedlen. De har i forvejen alt for lidt at skulle have sagt.

Det var så skønt og vigtigt på sådan en dejlig sommerdag som i går at fejre både Grundloven og det politiske medborgerskab for såvel fruentimmerne som folkeholdet og alle de andre. Og min opfordring i dag skal lyde, at vi ALDRIG må tage demokratiet for givet. At vi aldrig må lade det gå upåtalt hen, når nogen med hovedløs lethed blæser højt på alle de historiske sejre og igen udskammer dem, som har det allersværest. Igen graver grøfter imellem befolkningsgrupperne.

Vi skal den modsatte vej. Vi skal have alle med. Vi skal værne om demokratiet. Hver dag. Så det ikke kun er Danmarks riges Grundlov. Men Danmarks riges OG fattiges Grundlov.

Om Bettina Post

Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.