Debatten om forkælede kontanthjælpsmodtagere og sætningen "Det skal kunne betale sig at arbejde" er ren og skær skræmmekampagne.
Det skriver Andreas Holck Høeg-Petersen i et debatindlæg i Politiken.
- Kontanthjælpsmodtagere er mennesker som alle andre, de er alle forskellige og har forskellige historier, der har bragt dem dertil, hvor de er, skriver han, og tilføjer, at han er stolt af at leve i et samfund, der ikke lader folk gå til i fattigdom.
Da hans forældre blev skilt, blev hans far samtidig fyret. Faren mistede sin familie, sit hjem og sit job på samme tid, og den nedtur fik hans alkoholmisbrug til at blusse op, fortæller Andreas Holck Høeg-Petersen.
Faderen var ikke medlem af en a-kasse, og ville hele det første år ikke søge kontanthjælp af ren og skær stædighed.
Men hans tilværelse sejlede mere og mere, og han blev mere og mere tynd og udsultet, fortæller debattøren. Først da faderen en dag endte på hospitalet, fordi han ikke havde spist og drukket i dagevis, var det et wake-up call for ham, og han søgte kontanthjælp.
Den hjælp reddede faderens liv og gjorde, at han kunne bygge en nogenlunde anstændig tilværelse op igen, skriver Andreas Holck Høeg-Petersen.
Læs hele hans debatindlæg på Politiken.dk.