Steen Knøster Rasmussen er marxist, født og opvokset på den københavnske vestegn og så er han postarbejder hos Post Danmark. En af de ufaglærte manuelle arbejdere, som politikere og meningsdannere taler rigtig meget om og til, men ikke særlig meget med ...
Fravalg 2015.
Nu får I det. Serveret råt for usødet. Det skal siges inden vi går til valg d. 18 juni. Det er desværre nødvendigt.
HADPRÆDIKANTERNE har kronede dage. Intet er helligt længere.
Selv grundloven får en fuckfinger. Den grundlov vi er så stolte af. Den grundlov vi hylder hvert år, med fridag, flaghejsning, grill, og skåltaler. Grundloven, fundamentet for det danske demokrati.
Fuck grundloven, hvad er det for en holdning? Den er både udemokratisk og udansk!
Der burde simpelthen ikke gives taletid i medierne til en hadprædikant, iblandt hvis tilhængere, homofobi, selektiv ytringsfrihed, overgreb mod anderledes troende, og anderledes tænkende trives i bedste velgående. En gruppering af mennesker hvoraf hver femte ønsker at indføre dødsstraf og hver tiende ønsker at kvinderne burde blive hjemme og passe kødgryderne.
DET ER NATURLIGVIS Pia Kjærsgaard og DF's 7-800.000 vælgere jeg sigter til her.
”Det kan også være nødvendigt at ty til nødret.”
Således udtalte hadprædikanten d. 15. januar 2015. I sine bestræbelser på at få det samfund DF ønsker, er Pia altså villig til at indføre undtagelsestilstand. Tak for kaffe.
Hadprædikanten og salafisten Adnan Avdic kommer med sit ”I helvede med grundloven”, og sine sølle 2-3.000 ekstremistiske tilhængere til at virke som en ren dilettant til sammenligning.
ALT IMENS VI VENTER PÅ VALGRESULTATET, hvor DF formentlig kommer til at sole sig i et forrygende valgresultat, kan jeg i fredagens avis læse, hvorledes Bent Bøgsted, arbejdsmarkedsordfører for DF, synes at: ”Gule overenskomster er OK”. Ikke meget arbejderparti over den udmelding vel?
Og selvom Heino Hahn fra DF blev undsagt af partitoppen da han udtalte at: ”Jeg vil gerne arbejde for en sænkning af lønninger, skatter og afgifter, så vi kan konkurrere med polakkerne. Så slipper vi for al den udenlandske arbejdskraft, og vi skal ikke betale børnepenge til dem, mens de er i Danmark”, så er en sænkning af lønninger, skatter og afgifter jo netop det Venstre går til valg på. Det Venstre som DF trofast støtter op om.
NÅR DU SKAL SÆTTE DIT KRYDS på torsdag, så er det naturligvis DF du skal stemme på, hvis totalitære tendenser og islamofobi står højest på din ønskeliste.
Hvis du derimod ønsker gode arbejdsforhold og lønninger du kan leve af, så skal du sætte krydset ved et arbejderparti.
God valgdag!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.