Den franske manager i London-klubben Arsenal er ikke bange for at satse på den danske landsholdsspiller Nicklas Bendtner og hans angrebskolleger i den nye sæson.
Mandag slog The Gunners den ungarske klub Szombathelyi Haladas med 5-0. Blandt andet efter mål af Eduardo, Robin Van Persie og Nicklas Bendtner, der scorede to gange.
"For mig ser det ud som om, sammenhængen er der i angrebet. Og jeg tror, det er fordi, der er stabilitet i truppen," siger Wenger, der ikke har købt nye stjerner til holdet, men derimod for nylig solgte forsvareren Kolo Touré og angriberen Emmanuel Adebayor til Manchester City.
Til Arsenals hjemmeside siger Arsene Wenger, at hans største glæde er at se den kroatiske angriber Eduardo tilbage efter en skade i april.
"Han ser skarp og bevægelig ud. Og ligeså vigtigt, så ser han selvsikker ud. Han ser ikke ud som om, han er bange for at løbe på banen efter sine skader," lyder det fra Wenger.