Barbie-Bendtner, Buksetrolden Bendtner - og nu Bilbøllen Bendtner.
Den dansker fodboldspiller Nicklas Bendtner kan tilføje endnu en mindre flatterende titel til sit cv.
Med 160 kilometer i timen kørte Bendtner søndag galt i sin Aston Martin, da han var på vej til træning i Arsenal, skriver den engelske avis Daily Mirror.
"Nicklas er okay, men en smule rystet, og han har fået nogle skrammer," siger en talsmand fra Arsenal til avisen.
Selvom danskeren slap med overfladiske skrammer, er det ikke sikkert, politiet lader ham slippe lige så nemt. Bendtner overtrådte nemlig fartgrænsen, som er på 112 kilometer i timen.
Det er ikke første gang, at den 21-årige stjernespiller gør sig uheldig bemærket. I foråret blev han fotograferet stangstiv uden for en natklub med bukserne nede om knæene, og tidligere er han blevet mobbet for at have spillet i lyserøde fodboldstøvler.
Det er endnu uvist, om bilulykken får konsekvenser for Bendtners deltagelse i tirsdagens kamp i Champions League, hvor Arsenal møder græske Olympiakos.