Europaminister Nikolaj Wammen har under møder i Strasbourg de seneste dage afleveret den danske trussel om at nedlægge veto mod EU's kommende langtidsbudget.
- Jeg er fortsat overbevist om, at når det bliver lavet en aftale om EU's budget, så er der en rabat til Danmark på en milliard kroner.
- I dag har vi så gjort det krystalklart, at det er også helt nødvendigt. Og at Danmark er klar til at nedlægge veto for at sikre, at det sker, siger Wammen til Ritzau.
Han har afleveret budskabet til både den cypriotiske chefforhandler, til EU's budgetkommissær, Janusz Lewandowski, og til Europaparlamentets formand, Martin Schulz, med formuleringen, at rabatten er en "red line" for Danmark.
- Det er på EU-sprog at sige, at vi er klar til at nedlægge veto. Reaktionen er, at man anerkender, at Danmark har fremsat et krav. Det indgår nu i forhandlingerne, siger europaministeren.
/ritzau/