De afghanske tolke får - ligesom tidligere de irakiske - lov til at medbringe ikke blot kone og børn, men eventuelt også mødre og fædre, hvis de opnår asyl i Danmark.
Det slår forsvarsminister Nicolai Wammen (S) fast i et svar til Folketingets forsvarsudvalg, skriver Information.
Ifølge tolkeaftalen fra maj, mellem SRSF-regeringen og Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, kan ikke blot tolkene for de danske styrker i Afghanistan, og andre lokalt ansatte, søge om asyl. Også de "nærmeste familiemedlemmer" falder ind under aftalen.
Forsvarsministeren forklarer, at formuleringen dækker over "ægtefælle eller samlever og mindreårige børn samt efter en konkret vurdering andre familiemedlemmer i husstanden". Det samme gjorde sig gældende for de tolke, de danske styrker benyttede i Irak.
Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, roser Nicolai Wammen for at fortolke familiebegrebet bredt, så andre familiemedlemmer end netop koner og børn kan komme med til Danmark.
- Det betyder, at for eksempel bedsteforældre, der bor sammen med børn og børnebørn, og som ellers ville blive ladt alene tilbage uden forsørgelsesgrundlag og netværk, kan få en mulighed for at rejse til Danmark med resten af familien.
- Vi kunne ønske os, at familiesammenføringsreglerne for andre udlændinge var lige så generøse, siger Enhedslistens forsvarsordfører til Information.
Til gengæld mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, at beslutningen blot gør en dårlig aftale endnu ringere.
Dansk Folkeparti har netop hele tiden advaret om, at det reelle antal afghanere, som kan få asyl bliver mange gange større end de anslåede 195 lokalt ansatte tolke forsvaret siden 2008 har anvendt i Helmand-provinsen i Afghanistan, siger hun.
/ritzau/