50 vigtige operationer er blevet aflyst på Gentofte Hospital på grund af den voldsomme regn i weekenden. Det skriver DR København.
Regnen gik hårdt ud over hospitalets sterilcentral, hvor kirurgiske instrumenter til operationer steriliseres og pakkes.
De sterile instrumenter er helt afgørende, hvis hospitalets kliniske afdelinger kan udføre operationerne og af sikkerhedsmæssige grunde, kan man derfor ikke operere.
"Hverken i går eller i dag har vi kunnet operere de patienter, som vi havde planlagt. Vi har taget alle de forholdsregler, vi kunne, for at sikre, at vi ikke bruger udstyr, som ikke er i orden," siger oversygeplejerske, Karin Engell til DR København.
Nogle operationer vil dog stadig blive gennemført, da hospitalet har et akut beredskab. Hospitalet regner med, at problemet bliver løst i denne uge.