En voldsom brand i Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro på Djursland har fredag aften kostet to ældre kvinder livet.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tre andre er kommet til skade. En 95-årig kvinde er kommet alvorligt til skade og er fløjet til Aarhus i helikopter. Politiet kan ikke sige mere om hendes tilstand.
Desuden er to kvinder på 87 og 89 år bragt til skadestuen med røgforgiftning.
De to omkomne opholdt sig begge på deres værelser, da branden brød ud.
Den ene er en 91-årig kvinde, hvis pårørende er underrettet, mens politiet stadig arbejder på at underrette den anden kvindes pårørende.
De foreløbige undersøgelser viser, at der ikke ligger noget kriminelt bag branden.