Der er mindre risiko for at få en på hovedet, når du går i byen i en af landets største byer.
I København er antallet af voldsanmeldelser eksempelvis faldet med ti procent, når man sammenligner årets første kvartal med samme periode i 2009.
Det samme er tilfældet i Odense og Aarhus.
Til gengæld er det blevet mere farligt at bo i landets mindre bysamfund.
"Før i tiden var kriminaliteten i endnu højere grad koncentreret i de store byer, mens der i små byer med under 5.000 indbyggere var en meget lav kriminalitet. Det har forandret sig, og man har snakket om, at volden er flyttet til udkanterne, hvor det er billigere at bo. Og vi ved, at de mest ressourcesvage har en øget risiko for at havne i kriminalitet," siger Britta Kyvsgaard, forskningschef i Justitsministeriet, til Berlingske.
Volden er i hele landet faldet med otte procent, men hver tredje kommune har alligevel oplevet en stigning - især blandt de kommuner, der ligger tæt på de tre store byer.
Formand i Det Kriminalpræventive Råd Eva Smith håber på, at den faldende vold i storbyerne skyldes de mange tiltag, der er sat i gang, og at provinsbyer med en negativ udvikling kommer med.
Kilde: Berlingske