Da den kriminelle lavalder blev sænket til 14 år, lovede justitsminister Lars Barfoed (K), at regeringen ville sætte hårdt ind for også at forebygge ungdomskriminalitet.
Men forslagene vil aldrig blive ført ud i livet, skriver Information.
Der har nemlig alligevel ikke været politisk opbakning til de forslag, som justitsministeren for godt et år siden fremlagde.
SF's retsordfører Karina Lorentzen siger til avisen, at VKO-regeringen er løbet fra sine løfter.
"Det er jo de selv samme partier, der vedtog pakken, som pludselig ikke kunne finde opbakning på finansloven. Det er absurd. Især fordi det var de 'bløde' tiltag, der skulle forsvare sænkelsen af den kriminelle lavalder," siger SF's retsordfører Karina Lorentzen til Information.
Det handler om særlige retspsykiatriske pladser til de unge, styrket reaktion, hvis unge skrives ud af skolen og børnefaglige undersøgelser i alle sager, hvis børn og unge mistænkes for vold eller anden alvorlig kriminalitet.
Tre vigtige tiltag mener formand for Socialpædagogernes Landsforbund Benny Andersen.
"Det er fuldstændig hul i hovedet. Ét er at handle mod bedre vidende, men der mangler ikke ligefrem dokumentation for, at mange af de unge på de sikrede afdelinger også har psykiatriske problemer. Derfor er det forrykt, at det blandt andet er de psykiatriske pladser, man skærer ud af pakken," siger han til avisen.
Kilde: Information