Der var pres på badmintonspilleren Hans-Kristian Vittinghus, som onsdag havde tabt sin første kamp ved Super Series-sæsonfinalerne i Kina.
Men torsdag svarede den danske herresingle flot igen og hentede sin første sejr i det indledende gruppespil, da danskeren sejrede 21-18, 21-13 over japanaren Kenichi Tago, som er nummer fem i verden.
- Det var selvfølgelig en virkelig god sejr for mig. Det er trods alt nummer fem på verdensranglisten, jeg slår med 18 og 13. Det er jeg glad og stolt over, siger Vittinghus i en pressemeddelelse.
Det var ellers japaneren, der fik den bedste start og kom foran med 6-1, men Vittinghus nød godt af en pausesnak og nåede op på 11-11.
Derfra var det Vittinghus med momentum. 11-11 blev til 16-11, inden det så var Tagos tur til at komme tilbage.
Japaneren udlignede til 18-18, men en kynisk indsats fra Vittinghus sikrede danskeren sætsejren på 21-18.
I andet sæt var der mindre tvivl om udfaldet. De to duellanter fulgtes ad til 7-7, hvorefter Vittinghus satte speederen i bund.
Syv point i træk gjorde ondt på Tago, og uden de store problemer tog den danske herresingle andet sæt med 21-13.
- Det vigtigste for mig var at bevise, at jeg kunne følge op på mit gode spil fra i går.
- Det har knebet med at spille godt flere dage i træk siden Indonesia Open i sommer, så det var en stor forløsning, at det lykkedes, siger Vittinghus.
/ritzau/