Danmark har ikke en eneste repræsentant med blandt de otte sidste i herresingle ved Hong Kong Open i badminton.
Det triste facit blev en realitet, da Hans-Kristian Vittinghus torsdag røg ud af turneringen som den sidste dansker.
Vittinghus tabte i anden runde 16-21, 19-21 til tyskeren Marc Zwiebler, som han ellers havde besejret i fire af fem indbyrdes møder før kampen i Hong Kong.
Hans-Kristian Vittinghus blev nærmest blæst omkuld i begyndelsen af første sæt, og han kom bagud 2-13.
Efter god fight fik danskeren kæmpet sig op på 14-15, kun for at se Marc Zwiebler trække fra til sejren i første sæt.
I andet sæt kom danskeren foran 7-4, men igen fik Marc Zwiebler tiltvunget sig initiativet.
Hans-Kristian Vittinghus fik skabt spænding med fire point på stribe til stillingen 18-19, men igen var tyskeren skarpest på de afgørende point.
Tidligere torsdag blev Viktor Axelsen slået ud, og onsdag tabte Jan Ø. Jørgensen i første runde.
Damesinglen Tine Baun og mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen er de eneste danskere i kvartfinalerne, der bliver spillet fredag.
/ritzau/