Hvis dit hus er til salg og skal fremvises, er det en god idé at se på det med købers øjne, så huset fremstår bedst muligt.
Og for potentielle købere betyder det meget, hvordan huset ser ud, hvordan det lugter, og ikke mindst hvad der står i tilstandsrapporten.
Derfor er det en god idé at gå huset efter og starte helt ude ved postkassen, siger Anita Wodstrup Madsen, der er selvstændig indretningskonsulent og har rådgivet private om indretning i 15 år.
- Førstehåndsindtrykket betyder rigtig meget, og som køber stejler man allerede, hvis det roder uden for huset, siger hun.
Derfor: Slå græsset, gem børnenes plastiklegetøj væk, luk garageporten, og sæt et par nye blomster i de kedelige bede.
Er det sommer, så sæt hynder i havemøblerne, og læg en dug på bordet. Er det efterår, så sæt en skål med æbler ved hoveddøren, og find en pæn måtte.
Entréen eller bryggerset skal også give et positivt førstehåndsindtryk, og det kan nemt blive spoleret af kraftige eller anderledes lugte.
- Vi registrerer ofte ikke selv, hvordan vores hjem lugter, men lugten er en af de første ting, fremmede registrerer, når de træder ind, siger Anita Wodstrup Madsen.
Så fjern svedigt træningstøj, kattebakker og kæledyrenes madskåle. Minimer også antallet af sko og overtøj i entréen, som både kan lugte og skabe et rodet indtryk.
I det hele taget er det en god idé at fjerne så mange nipsting og overflødige møbler i huset som muligt, siger fagekspert hos Bolius Tine R. Sode.
- Køber stiller hele tiden sig selv spørgsmålet: Kunne jeg bo her? Og det kan være svært at forestille sig at flytte ind med sine egne ting i et hus, der er temmelig fyldt, siger hun.
I køkkenet skal karklude og opvaskebørster gemmes væk, og magneter, skoleskemaer, børnetegninger og familiebilleder skal ned fra køleskabslågen.
Har du en stor, klodset mikroovn stående på køkkenbordet, så pak den væk, siger Anita Wodstrup Madsen.
- Til gengæld er det en god idé at sætte krydderurter, citroner eller frugt frem, så køkkenet fremstår som et sted, der bliver brugt, siger hun.
Sørg også for, at der er pænt og ryddeligt under køkkenvasken, hvor købere ofte vil tjekke, om afløbet er i god stand, siger Tine R. Sode.
På badeværelset skal toilettet og håndvasken være skinnende rene, og hvis du har fem tandbørster i forskellige farver stående, så fjern dem.
Sørg også for, at håndklæderne er ensfarvede, sæt en lækker sæbedispenser frem, og fjern bademåtten, så gulvarealet fremstår så stort som muligt, råder Anita Wodstrup Madsen.
I alle rum er det vigtigt at skabe lys og luft, så træk gardinerne helt fra, og sørg for at have hyggelig belysning. Har du et mørkt spisebord, så læg en lys dug på.
Det kan også være en god idé at male alle vægge hvide, siger Tine R. Sode.
- Det er nemt for køber at flytte ind i en bolig, der er nymalet, og så kan køber selv forestille sig, hvor det ville være smart med tapet eller en anden farve, siger hun.
/ritzau fokus/
Af Kristine Dam Johansen