Villy Søvndal (SF) havde glemt sit valgkort, da han skulle stemme, men heldigvis for SF-formanden, så kom kæresten ham til undsætning, skriver B.T.
Han har prøvet det tonsvis af gange, så han kan ikke være blevet overrasket over proceduren. Ikke desto mindre lykkedes det Villy Søvndal at glemme sit valgkort, da han mødte op i Bjert Hallen ved Kolding for at stemme.
Men heldigvis for Villy, kom kæresten strygende med valgkortet, så alt endte lykkeligt og SF's leder fik afgivet sin stemme - på sig selv, må man gå ud fra.
Paradoksalt nok var kæresten og Villy ikke før blevet fotograferet sammen, da de først for nyligt er blevet kærester. Det er de nu takket være Villys glemsomhed og de pressefolk, der var mødt op i sportshallen ved Kolding.
Til de interesserede kan det oplyses, at Villy Søvndals nye kæreste er den 41-årige psykolog Heidi Perto.