For nylig blev Danmark udvævnt til Årets Økologiske Land 2009.
Og selvom krisen presser pengepungen, så er der stadig et punkt på danskernes budget, der hedder økologi.
Sidste år voksede salget af økologiske varer med 25 procent. Der ventes dog ikke samme stigning i år, men kurven fortsætter op.
"En ny undersøgelse har vist, at økologi og kaffe er de eneste to ting, der så at sige går fri af den økonomiske krise. Alle i detailhandlen er enige om, at der stadig vil være en vækstrate i salget af økologiske varer på 10-12 procent," siger formand for Økologisk Landsforening, Evald Vestergaard, til Berlingske.dk.
Og Flemming Birch, der er ekspert i forbrugertendens ved Retail Institute Scandinavia bakker den forudsigelse op.
"Vi har i de senere år udviklet en fælles konsensus om, hvad der er sundt og godt for os. Den konsensus ændrer sig ikke, fordi konjunkturerne ændrer sig. Vi holder ikke op med at give vores børn økologisk babymad, fordi renten stiger på vores banklån. Vi vil nok ikke opleve samme vækst som de senere år, men det ser ud til, at salget fortsat vil stige," siger Flemming Birch.