Kan du åbne munden lidt mere?
Tandlægestolen er ikke lige det sted, vi helst tilbringer tiden.
Og det kan ses på tallene for danskernes tandlægebesøg.
21 procent af alle danskere over 24 år har ikke været til tandlægen i tre år - 16 procent ikke været til tandlægen i 5 år.
Det viser en ny kortlægning af danskernes tandlægebesøg, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i dag offentliggør.
Især unge og ældre samt folk med lav indkomst springer tandlægebesøget over.
Blandt de fattigste 10 procent af befolkningen er det mere end hver fjerde, der ikke har været til tandlægen i fem år, mens det tilsvarende tal blandt de 10 procent rigeste kun er ca. en ud af 20.
Det er bekymrende tal, der vidner om, at der fortsat er betydelig ulighed i danskernes adgang til sundhedssystemet, siger AE's direktør, Lars Andersen.
"Hvor meget, man tjener, er en af de faktorer, der har størst betydning for, om man føler sig tvunget til at vælge tandlægebesøgene fra. Derfor ser vi, at mange af samfundets svageste grupper ikke har mulighed for regelmæssigt at gå til tandlægen, siger han.
AE's kortlægning viser samtidig, at der er store forskelle på, hvor i landet tandlægebesøget bliver valgt fra.
Mens hver fjerde indbygger i København og på Lolland ikke har været til tandlæge i løbet af de sidste tre år, er det kun hver ottende indbygger i Allerød og Solrød.