Når man er utilfreds med noget på arbejdet, så kan man da bare nedlægge arbejdet. Det var i høj grad holdningen for nogle år tilbage. Men lysten til at gå på barrikaderne er ved at forsvinde.
Der bliver langt færre overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, fortæller arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
"Over en lang periode har der været en generel tendens til, at antallet af konflikter på det danske arbejdsmarked falder. Det hænger sammen med en virksomhedskultur, hvor lønmodtagerne er mere loyale over for virksomhederne, end de har været tidligere," siger han ifølge Berlingske Tidende.
"Og det hænger igen sammen med globaliseringen, hvor man i fællesskab skal banke dem ude på verdensmarkedet, og derfor er nødt til at holde sammen," fortsætter Flemming Ibsen.
Tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at antallet af overenskomststridige strejker ikke har været lavere i 18 år.