EU-Kommissionen er parat til at overveje tiltag, der kan kompensere virksomheder, der er ramt af udbruddet af coronavirus.
Det siger EU-kommissær Margrethe Vestager på et pressemøde tirsdag i Bruxelles.
- EU-Kommissionen er klar til at diskutere mulig støtte, der skal kompensere virksomheder for de skader, som Covid-19 kan forårsage, siger hun.
Covid-19 er navnet på sygdommen, som det nye coronavirus fra 2019 forårsager.
Den danske kommissær nævner Italien som et EU-land, der kan have brug for at få yderligere økonomisk hjælp.
Italien og Frankrig risikerer teknisk recession i årets første kvartal, vurderer EU-Kommissionen. Teknisk recession er to på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst.
EU har allerede løsnet de finanspolitiske regler for Italien.
Italien havde før udbruddet af coronavirus en i forvejen skrøbelig økonomi, der i årevis har balanceret på kanten af EU-reglerne.
Ifølge Vestager er Italien det land, der økonomisk er værst ramt af coronavirus.
- Vi er klar til at samarbejde med Italien om yderligere tiltag, der måtte være nødvendige som middel mod de alvorlige forstyrrelser af landets økonomi, siger hun.
/ritzau/