Det bliver stort, når verdens dyreste og mest sjældne frimærke besøger landet i weekenden. Frimærket er svensk og er vurderet til 12,8 millioner kroner.
Anledningen til det fine besøg er Hillerød Philatelistklubs 75 års jubilæum. Det skriver Sjællandske Medier.
Det er noget af et scoop med det værdifulde frimærke, fortæller formand for klubbens udstillingsudvalg, Kennet Helmer-Jensen.
"Det er klart, at det er voldsomt unikt for os at få verdens dyreste frimærke med på vores udstilling. Det kan næsten ikke måles. Normalt er det sådan noget, der sker på verdensudstillinger, så det er exceptionelt og meget unikt for en lille klub som vores," siger han til avisen.
Og det formentlig sidste gang, at frimærket kan opleves, da det er på vej til at blive solgt til et amerikansk museum.
Frimærket vil være underlagt voldsomme sikkerhedsforanstaltninger under sit ophold i Danmark. Indtil det skal udstilles bliver det opbevaret i et af de mest sikre pengeskabe i landet.
Frimærket har været i Danmark en gang før i 1998, hvor det blev kørt rundt i byen i politikeskorte i en GPS-overvåget bil.
Det har fået den sjældne status, fordi det i virkeligheden skulle have haft en anden farve, end den gullige, som det har. Ved en fejl fik det den farve, hvilket betyder, at samlere i hele verden vil betale i dyre domme for det lille stykke papir.
Udstillingen kan opleves på Hillerødskolen den 1. og 2. maj.