Fly mellem Aalborg, Sønderborg og København skal være ligesom at tage en tur med DSB.
Det mener Venstre, som nu vil udbygge trafikken mellem skyerne ved at fjerne afgifterne for flyselskaberne i en periode, skriver Jyllands-Posten.
Det kræver blot, at flyselskaberne sætter antallet af afgange i vejret, forklarer Venstres politiske ordfører.
"Det vil give en højhastighedsforbindelse mellem landsdelene, som kan realiseres meget hurtigt. Det skal være ligeså naturligt at tjekke, hvordan man kommer fra Aalborg til København med fly, som det er at tjekke, om der er Orange-billetter med DSB," siger Ellen Trane Nørby til Jyllands-Posten.
Forslaget kommer, fordi der er lange udsigter til højhastighedstog. Derfor skal der være afgange hver time i Aalborg og hver anden time i Sønderborg, Karup og på Bornholm.
Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne er positive over for forslaget. Det skal dog finansieres krone for krone, lyder det samstemmende i de to lejre.
SF vil derimod ikke være med, fordi man hellere vil forbedre togforbindelsen. Samtidig frygter luftfartsordfører Jonas Dahl (SF), at forslaget vil skade miljøet.
Dette er dog for tidligt at sige, vurderer seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet Linda Christensen.
"Flere afgange giver en højere miljøbelastning, men hvis man kan flytte mange bilister over, så kan det gå lige op. Alt vil afhænge af prisen på flybilletter," fortæller Linda Christensen til Newspaq.
Venstre vil nu bedre transportministeren om at gå videre med sagen.
Kilde: Jyllands-Posten