Hos Venstre er der ros til Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og fagforeningernes paraplyorganisation LO, der sammen torsdag har fremlagt et forslag om at reformere landets erhvervsskoler.
Det skal blandt andet ske ved at stille krav til kommende elever om, at de skal have bestået folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik for at kunne blive optaget.
- Jeg synes virkelig, at arbejdsmarkedets parter har taget et tigerspring af dimensioner, siger Venstres uddannelsesordfører, Peter Juel Jensen.
I forbindelse med de igangværende folkeskoleforhandlingerne har Venstre fremsat et krav om, at folkeskolens afgangsprøve skal bestås i de to fag.
- Fagbevægelsen og arbejdsgiverne bakker dermed op om, at eleverne skal have de helt grundlæggende færdigheder i dansk og matematik, når de forlader folkeskolen, siger Peter Juel Jensen.
- Vi har netop peget på, at det er en forudsætning for, at de kan komme godt igennem en ungdomsuddannelse, så det er vi meget enige i, siger han.
Han håber derfor også, at torsdagens udspil fra LO og DA vil være med til at overbevise regeringen om, at folkeskolens afgangsprøve skal have en reel betydning.
- Erhvervsuddannelserne har gennem de senere år fået færre elever, og det er faktisk et problem, fordi vi kan se, at vi på sigt kommer til at mangle faglærte, siger Peter Juel Jensen.
- Derfor er det nødvendigt, at vi hæver det faglige niveau, da det kan være med til at skærpe elevernes interesse for at tage en erhvervsuddannelse, siger han.
/ritzau/