Venstre afviser nye ghetto-tal

Man kan ikke stole på undersøgelse, der viser, at andelen af fattige i ghettoerne er steget med op til 80 procent, mener Venstre.
Foto: Tariq Mikkel Khan / POLFOTO

Regeringspartiet Venstre vil ikke tro på, at hver fjerde beboer i landets ghettoområder lever under OECD's fattigdomsgrænse, som det er kommet frem i dag.

Tallene stammer fra en undersøgelse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), og det er netop derfor, Venstres boligordfører Louise Schack Elholm ryster på hovedet over resultatet.

"AE-rådet har en formand, der hedder Helle Thorning-Schmidt, og de laver økonomiske beregninger for Socialdemokratiet. De vil ikke lægge tallene frem, så man kan ikke efterprøve dem. Jeg vil gerne diskutere ud fra saglige tal, men det leverer AE-rådet desværre ikke," siger hun til Newspaq.

OECD's fattigdomsgrænse viser, at man er i fattigdom, hvis man har under halvdelen af danskernes middelindkomst. Men man skal ikke kun fokusere på penge, når man snakker fattigdom i ghettoerne, mener Louise Schack Elholm.

"Det, der er det vigtige, er, at man er en del af samfundet, og ikke i samme grad indkomsten. Derfor er det vigtigt, at man ikke kun har fokus på indkomsten, men også på en række faktorer," siger hun og forklarer, at regeringen er i gang med at udarbejde en række fattigdomsindikatorer.

Ifølge AE-rådets formand Lars Andersen er familierne i ghettoerne blevet fattigere pga. både den økonomiske krise og lavere sociale ydelser.

Venstre mener dog, at man er godt på vej med beskæftigelsen.

"Beskæftigelsen er siden 2001 steget med 55.000 blandt de ikke vestlige indvandrere og deres efterkommere," siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.