Der er to enorme motorer, som skaber ulighed:For det første har årtiers socialpolitik skubbet godt hver fjerde voksne dansker ud af arbejdsmarkedet – ud i ghettoer med en pæn check fra kommunen med en skarp besked om at klappe to gange. Klap af taknemmelighed, fordi checken kommer – og klap så i, så vi slipper for at høre på problemer.
For det andet har skattestoppets gunstige virkning for boligejerne og stadig mere givtige muligheder for at låne i friværdien skabt mulighed for de rigeste til at berige sig yderligere – og med flere penge kan de spare op til en strålende alderdom.Det er indiskutabelt, at uligheden vokser – og i sig selv er det ikke noget problem. Nej, problemet består i, at regeringer – uanset om de er til højre, på midten eller til venstre – absolut intet gør for at skabe arbejde til de næsten 800.000, der er parkeret på passiv forsørgelse. Det gør staten ond, fordi den bruger velfærden til at klientgøre og fattiggøre en fjerdedel af befolkningen. Socialpolitikken fastholder den fattigste fjerdedel uden perspektiv for fremskridt – og skattepolitikken giver de rigeste fremragende mulighed for at rykke. Der er ikke noget problem i det sidste, men et amoralsk svigt i det første.