Det er ingen hemmelighed, at julemaden er kaloriebombe af dimensioner.
Derfor har fitnessdk på Nygårdsvej på Østerbro arrangeret to timers hardcore spinning på selveste julenat, skriver mx.dk.
Når den sidste julegave er åbnet og de sidste stykker marcipan er kørt ned, starter herlighederne i fitnesskæden.
- Kom og kør julefedtet i sænk den 24. december kl. 23.59, lyder opfordringen fra fitnessdk.
Et alternativ til den våde bytur
Den alternative jule-aktivitet er, ifølge souschef i fitnessdk på Nygårdsvej, lavet som en sjov gimmick, hvor de mætte københavnere kan køre julefedtet væk istedet for at gå i byen.
- Der er mange unge mennesker, der holder jul i forstæderne og kommer tilbage til byen omkring midnat. Og det er for at give dem et sundt alternativ til at gå i byen, siger han til mx.dk.
Indtil videre er der 55 personer, der har meldt sig til jule-spinning.
Kilde: mx.dk