Du er dum.
Nej, du er dum.
Vælgerne har fået nok af beskidte kneb og barnlig omgangstone blandt politikerne, der netop nu kæmper om vores stemmer.
Det viser en meningsmåling foretaget af Wilke for Newspaq.
Tre ud af fire (74,1 procent) siger i målingen, at de synes, det ikke er okay at kritisere modstanderne i en kampagne i stedet for selv at vise, hvad man mener.
Hver tiende vælger (9,9 procent) mener omvendt, at det er i orden at kritisere modparten uden selv at komme på banen.
"Jeg tror, vælgerne tørster efter saglighed. Så alle valgtaktiske manøvrer har altså nogle negative sideeffekter," konstaterer professor og valgforsker på Aarhus Universitet, Jørgen Goul Andersen.
Selvstændig ekspert i politisk kommunikation Lotte Hansen læser meningsmålingen på samme måde.
"Folk gider ikke mere ævl og kævl. De vil bare gerne have at vide, hvordan politikerne vil lede det her land frem. Og hvad de har tænkt sig at gøre," siger hun.
Jørgen Goul Andersen henviser desuden til en række nye undersøgelser, som viser, at politikerleden herhjemme er på et historisk højdepunkt. Man skal således tilbage til 70'erne og 80'erne for at finde større utilfredshed med de folkevalgte.
Man skal dog ikke glemme, siger han, at det altid vil være en gevinst, hvis man som politiker er i stand til at påføre sin modstander et negativt stempel. Men det handler om at levere budskabet elegant, så det ikke fremstår som en sviner.
Professoren fremhæver Anders Fogh Rasmussen, som under valgkampen i 2001 formåede at udstille Poul Nyrup Rasmussen. Det skete langt hen af vejen med vendingen "pengene strømer ud af statskassen."
Lotte Hansen peger i den forbindelse på, at det for partierne handler om at få medierne til at overtage budskabet i en given kampagne.
"Set med kommunikationsbriller kan man jo ikke forestille sig noget bedre end, at man betaler for nogle indrykninger i aviserne, og så gør journalisterne resten af ens arbejde gratis. Så snart journalisterne har taget indholdet til sig, så kan borgeren jo ikke længere se, hvad der er kampagne og hvad der er reklame," slutter hun.
Undersøgelsen er gennemført i perioden 17 - 19. august 2011 via internet blandt 621 repræsentative danskere over 18 år. Usikkerheden er på plus/minus 3,93 procentpoint.
Sådan har vi spurgt - sådan blev der svaret.
Partier på tværs af partifarve har gennem tiden lavet kampagner om modstanderne i stedet for, hvad de selv mener. Hvor enig eller uenig er du i følgende påstand?
"Jeg synes, at det er i orden at kritisere modstanderne i en kampagne i stedet for selv at vise, hvad man mener."
Helt enig - 1,6 procent
Enig - 8,3
Hverken enig eller uenig - 13,5
Uenig - 33,5
Helt uenig - 40,6
Ved ikke/vil ikke svare - 2,6
Kilde: Wilke for Newspaq.