Danskeren Niels Holck kan nu med sikkerhed blive i Danmark, selvom de indiske myndigheder har krævet ham udleveret, fordi han har været med til at støtte oprørsbevægelsen i landet.
Det står klart, efter anklagemyndigheden har besluttet ikke at anke hans sag til Højesteret. Det betyder, at Niels Holck bliver i landet og ikke bliver udleveret af de indiske myndigheder.
Det sker efter, at både byretten og landsretten har givet Niels Holck ret i, at der var for stor en fare for, at Niels Holck ville blive tortureret, hvis han blev udleveret til Indien. Det forklarer rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen.
»Jeg har stor forståelse for den opmærksomhed, som sagen har givet anledning til både i Danmark og i Indien. En enig Østre Landsret er imidlertid nået frem til den samme afgørelse som byretten, og landsrettens afgørelse bygger på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen, herunder bl.a. de aktuelle forhold i Indien. På den baggrund mener jeg ikke, at sagen har en sådan principiel karakter, at der er grundlag for at søge den indbragt for Højesteret,« siger rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen.
Rigsadvokaten har underrettet Niels Holcks advokat om sin beslutning.
Niels Holck har blandt andet erkendt, at han har været med til at kaste våben ned til oprørssoldater fra et fly.