Svenborg Sygehus får alligevel ikke sin akutfunktion, og begrundelsen er faktuelt forkert.
Sådan lyder kritikken fra Regions Syddanmarks formand, Carl Holst (V), der beskylder Statsminister Helle Thorning-Schmidt for at have talt usandt fra i Folketinget i går.
Her sagde hun, at hun har droppet støtten til en akutfunktion i Svenborg, fordi Region Syddanmark har ændret sine planer siden. Men det passer altså ikke, siger regionsformanden.
"Det Helle sagde i januar, det havde vi taget beslutning om i regionsrådet i december," siger Carl Holst til Newspaq.
Og derfor mener han altså, at Helle Thorning-Schmidt må få styr på sin fakta.
"I stedet for at sige til vælgerne, 'jeg sagde et, og gør noget andet', forsøger hun at tørre ansvaret for den handling af på Region Syddanmark. Det irriterer mig, og det er uværdigt," påpeger han.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), afviser angrebet på sin chef.
"Det har overhovedet ikke noget på sig. Det som statsministeren sagde i folketingssalen i går, det er det, der gælder. Og vi har sagt til Region Syddanmark, at vi respekterer deres beslutning, hvis de vil ændre placeringen af en akutfunktion," siger han til Newspaq.