Det skal være slut med at pædofile bliver løsladt før tid, så de kan begå overgreb igen.
Sådan lyder det fra Venstre, efter anklagemyndigheden i går krævede otte års fængsel til den såkaldte Esbjerg-mand med 23 års overgreb bag sig.
Det vil reelt betyde, at han kan løslades efter fem år, skriver Jydske-Vestkysten.
"Vi synes, principielt, det er forkert systematisk at prøveløslade folk. Særligt når det gælder meget alvorlige forbrydelser," siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen til Jydske-Vestkysten.
Partiet har et beslutningsforslag på vej, hvor personer, der har begået seksuelle overgreb mod børn, bliver afskåret fra prøveløsladelse.
Socialdemokraterne er klar til at se på forslaget.
"Men vi synes, at det er vigtigst at sikre os, at mennesker, der har sådan nogle syge tanker, ikke gentager deres forbrydelser. Så er det bedre at løslade en person, der er blevet behandlet efter seks år, end en person efter otte år, der ikke er blevet behandlet," siger retsordfører Ole Hækkerup til Newspaq.