V: Enhedslisten flår danskerne i skat

Det nye skatteudspil får en hård medfart af Venstre, der end ikke kan prioritere dårligdommene.
De nye skatter og afgifter er kun til gavn for Enhedslisten og deres dyre valgløfter, siger Torsten Schack Pedersen.
De nye skatter og afgifter er kun til gavn for Enhedslisten og deres dyre valgløfter, siger Torsten Schack Pedersen. Foto: Colourbox

"Det er en rigtig trist dag".

Så kort præciserer Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, regeringens og Enhedslistens nye skatteudspil.

Udspillet byder på skatte- og afgiftsstigninger for i alt 5 milliarder kroner, og det er så grelt, at Torsten Schack Pedersen end ikke orker at prioritere, hvilken af de nye skatter og afgifter, der er den værste.

"Jeg ved ikke, om det er værd at pille en enkelt ud," siger han til Newspaq og fortsætter:

"Grænsehandlen vil eksplodere, detailhandlen vil miste arbejdspladser, det bliver mindre attraktivt at spare op til pension, ekstra afgifter for erhvervslivet. Ja, der er så mange dårligdomme, at jeg ikke orker at prioritere dem. Der er ikke noget, der er uproblematisk - det vil koste arbejdspladser og velstand i Danmark, " siger han.

Meldingen kommer få dage efter, at oppositionens stærke mand, Lars Løkke Rasmussen (V), ellers dropper den kolde skulder til nye skatter. Løkke smider dermed løftet fra valgnatten ud, og går efter at lave kompromisser med regeringen.

Efter en kort tænkepause, kan Torsten Schack Pedersen dog godt komme i tanke om nogle, der får gavn af den nye pakke.

"Enhedslisten og deres hovedbestyrelse, kan glæde sig over, at de flår danskerne noget hårdere i skat, og så kan de forsøge at indfri nogle af deres voldsomt dyre valgløfter," siger han.

Glæden bliver dog en kort fornøjelse, siger han.

"Vi taber konkurrenceevne, og Danmark bliver mindre attraktivt at investere i, så for landets skyld er det rigtig skidt," siger Torsten Schack Pedersen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.