Selv om den amerikanske økonomi er i god form lige nu, er der på det seneste kommet større usikkerhed om fremtiden på grund af en eskalering af handelskrigen og en svag udvikling i Europa og Kina.
Det kan give den amerikanske centralbank anledning til at komme verdens største økonomi til undsætning i større grad end tidligere forventet.
Det vurderer Danske Bank, der fredag har justeret sine forventninger.
Banken regner nu med, at centralbanken vil støtte økonomien yderligere fem gange de næste otte måneder med rentenedsættelser. Tidligere ventede Danske Bank to rentenedsættelser.
Lavere renter skal blandt andet gøre det mere attraktivt at udlåne penge for bankerne. Det kan holde gang i økonomien, da det bliver billigere at låne penge for forbrugere og virksomheder.
- For det første har vi haft en eskalering af handelskrigen mellem USA og Kina, og vi forventer ikke længere en handelsaftale inden præsidentvalget i 2020, siger Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank.
- Det vil betyde, at der vil være global usikkerhed i en længere periode. Samtidig har der været svage nøgletal i Kina og Europa på det seneste, og det øger behovet for hjælp fra centralbanken, siger han.
Den amerikanske centralbank sænkede i juli renten for første gang i 11 år.
I den forbindelse blev det indikeret, at yderligere rentenedsættelser kunne være på vej.
USA's økonomi voksede ellers 3,2 procent i årets første kvartal og 2,1 procent i andet kvartal. Det ligger langt over væksten i Europa. Derfor kan det virke paradoksalt at komme økonomien til undsætning.
- Men man skal huske på, at den amerikanske centralbank ikke kun skal se på, hvordan økonomien har det nu og her, men også vurdere, om opsvinget kan vare ved.
- Og når faresignalerne for, at økonomien er ved at overophede - som stigende inflation - ikke rigtigt er der i øjeblikket, så synes gevinsten ved at lempe pengepolitikken større end omkostningen ved at lade være, siger Mikael Olai Milhøj.
Torsdag lød det i en analyse fra Nationalbanken i Danmark, at risikoen for en recession - en længerevarende økonomisk nedtur - i USA inden for de næste to år er på 60 procent. Danske Bank er mere optimistisk.
- Vi tror, at den amerikanske centralbank vil komme med den medicin til økonomien, som den har brug for, og derfor ser vi ikke samme risiko for en recession inden for de næste par år, siger Mikael Olai Milhøj.
/ritzau/