USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, følger sig ifølge nyhedsbureauet Reuters "meget sikker" på, at USA kan bygge en maritim koalition til at beskytte skibsfarten i Den Persiske Golf.
Det på trods af, hvad Reuters beskriver som en "lunken" modtagelse af idéen hos europæiske og asiatiske allierede.
USA forsøger at samle en koalition for at sende en flådestyrke til Den Persiske Golf. Amerikanerne mener, at Iran forsøger at chikanere trafikken i området.
Golfen, og ikke mindst Hormuzstrædet, er hjemsted for stor trafik med olie fra lande som Saudi-Arabien, Irak og Kuwait.
Efter øgede spændinger mellem USA og Iran blev et iransk skib lastet med olie opbragt af britiske myndigheder i Gibraltar.
Iran mener, at skibet var i internationalt farvand og at Storbritannien handlede i strid med folkeretten ved at sætte sig på skibet.
Efterfølgende har Iran opbragt et britisk skib. Iran mener, at det skib sejlede ind i deres farvand i Den Persiske Golf.
Både Storbritannien og USA forsøger at samle koalitioner bag sig til en flådetilstedeværelse i Den Persiske Golf.
Danmark har givet positive tilkendegivelser over for det britiske forsøg.
/ritzau/